Rejsestop truer flyselskaber

Flere større nordiske virksomheder skærer nu kraftigt i antallet af flyrejser og tyer i stedet til telekonferencer. Det lægger et yderligere pres på flere i forvejen hårdt ramte flyselskaber. F.eks. SAS skal hente 1,1 mia. svenske kr. mere i år, og denne opgave bliver endnu sværere med færre indtægtskroner fra forretningsrejsende, skriver Børsen i dag.
Hos Sony-Ericsson bliver telekonference-rummene i øjeblikket brugt dagen lang.
”Siden januar har vi lavet en opdatering af vores rejsepolitik. Den tager højde for, at vi skal være miljøbevidste, og vi skal bruge vores tid mere effektivt. Det betyder, at vi bruger telekonferencer meget mere,” forklarer Aldo Liguori fra London, der er global chef for kommunikation og PR i Sony-Ericsson.

Selv om Sony-Ericsson ligger i top-ti blandt virksomheder, der bruger SAS, er det ikke noget, der ryster flyselskabet.
”Vi har hørt dette tidligere, men intet kan erstatte personlig kontakt. Der kan komme en vis effekt, men vi tror ikke, den bliver dramatisk,” siger IR-chef i SAS, Sture Stølen.

Flere analytikere er dog uenige og vurderer, at der er god grund til bekymring i SAS, hvis flere selskaber vælger at skære i antallet af rejser.
”En sådan opstramning kommer helt sikkert til at kunne mærkes, ikke mindst på de lukrative sæder til forretningsrejsende. Der er en klar sammenhæng mellem udviklingen i indtjeningen og antallet af forretningsrejsende i SAS,” forklarer analytiker fra LD Markets Brian Børsting.

Skrevet af Simon Jørgensen