De seneste års vækst i antallet af overnatninger har fået investorerne til at stå i kø for at opføre nye hoteller. 7.600 nye hotelværelser er på vej herhjemme, og det er den største vækst i adskillige år. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.
Udvidelserne sker på et tidspunkt, da økonomien bremser op både herhjemme og i udlandet. Afmatningen har allerede vist sig i antallet af overnatninger, der er faldet i første halvdel af 2008. Branchen erkender da også, at timingen kunne være bedre.
»Der er naturligvis en risiko for ubalance mellem udbud og efterspørgsel, men generelt er både turisme og forretningsrejser en industri i vækst. Men det kræver, at man gør en indsats for at trække flere turister, konferencer og kulturelle begivenheder til Danmark,« siger Lone Njor Hulth, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Horesta.
Hun peger på, at flere af projekterne etableres i tilknytning til konferencefaciliteter, så der ikke blot er tale om et traditionelt hotel . Desuden er der i nogle tilfælde tale om internationale hotelkæder, der kan trække kunder med sig til København.
Mange projekter er allerede indledt, og andre er så langt fremme, at de ikke kan bremses. Nogle af de planlagte byggerier kan dog udskydes, hvis den økonomiske afmatning fortsætter.

STANDBY.DK Nyt om rejser

