Svært at løse IC4-problemet

Hvis AnsaldoBreda ikke formår at overholde den sidste frist for leveringen af tog til DSB til maj, står DSB med en situation, hvor man mangler 83 togsæt, og de er ikke sådan lige at finde. Det er nærmest ikke muligt at leje sig frem, og nye dieseltog vil have årelange udsigter, mens køb af el-tog forudsætter, at i det mindste hovedtrækningerne er elektrificeret, skriver epn.dk.

 

DSBs adm. direktør Søren Eriksen siger, at der ikke umiddelbart er ledigt materiel til leje, fordi der skal opfyldes en række krav for at køre mellem landsdelene. Togene skal være godkendt til tunnelkørsel, være dieseldrevne og kunne køre 180 km/t for at kunne godkendes.

Hvis man skal ud at købe nye tog, vil det for det første tage flere år før en kontrakt er på plads og togene leveret, og så kan det være, at man måske snarere skal se sig om efter el-tog i stedet for de dieseldrevne – hvilket til gengæld kræver elektrificering af banenettet.

I dag er det på hovedtrækningerne kun banerne fra København over Fredericia og sydpå, der er elektrificeret. Fra Fredericia og nordpå er der endnu ikke gjort klar til el. Det betyder, at DSB igen må flytte rundt på det eksisterende materiel, men Søren Eriksen erkender, at det bliver sværere og sværere at undvære kapacitetsforøgelsen, fordi antallet af togpassagerer stiger med 2-3% om året

Skrevet af Flemming Juul