Nye SAS-penge kan hurtigt forsvinde

SAS risikerer at have brugt alle de nye emissions-penge inden den planlagte og livsnødvendige kapitaludvidelse på knap fire mia. kr. er på plads på papiret, skriver dagbladet Børsen.

 

"Hvis det er rigtigt, er SAS tilbage ved udgangspunktet. Virksomheden er i dyb krise," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.

 

SAS-ledelsen fremfører, at selskabet i fremlæggelsen af den nye forretningsplan, har understreget alle disse risici over for investorerne.

 

"Vi har lagt risikoprofilen frem, og emissionen på 5 mia. svenske kr. (3,7 mia. kr.) vil dække den værste situation," siger John Dueholm, viceadm. direktør i SAS.

 

I øvrigt, skriver Ritzau RB-Børsen, truer det internationale kreditvurderingsselskab Moodys med at sænke vurderingen af SAS’ kreditværdighed yderligere. Det er det seneste koncernregnskab fra SAS med et underskud på 2,2 milliarder danske kr., der nu får konsekvenser.

Skrevet af Henrik Baumgarten