SAS Danmark, som blev etableret den 1. oktober 2004 og er en del af SAS-koncernen, fik ikke et godt første årsregnskab. SAS Danmark nåede på de tre måneder, der udgjorde regnskabsåret, at oparbejde et underskud på 174,9 mio. kr. Omsætningen i årets tre sidste måneder blev på 2,1 mia. kr.
Adm.direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, forklarer det dårlige resultat med, at oktober-december traditionelt er dårlige måneder for SAS. Desuden giver underskuddet ikke noget reelt billede af den samlede forretning i 2004, siger hun. I årsberetningen forklares underskuddet med den stærke konkurrencesituation og de deraf følgende pressede priser.
Også handlingselskabet SAS Ground Service, som ligeledes blev etableret 1. oktober 2004, fik underskud. Det begrænsede sig dog til 6,7 mio. kr. før skat efter en nettoomsætning på 333,7 mio. kr.
(Jyllands-Posten, 14/6)
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

