Tivoli holder fødselsdag

FødselsdagsfyrværkeriDen 15. august fylder Tivoli 173 år og det fejres med musik, dans og underholdende indslag.

I Koncertsalen underholder Tivoli Copenhagen Phil og sangerinden Kiki Brandt med både fællessang, musicalstykker og musik af Gershwin, Tjajkovskij, krydret med historiske billeder fra Tivolis 173 år. Pjerrot kigger forbi med Harlekin og Columbine, der danser til H.C. Lumbyes ’Drømmebilleder’.

Siden september sidste år har publikum stemt om, hvordan fødselsdagskoncerten skulle sættes sammen. Det er der kommet et enestående program ud af, men undervejs vil der være overraskende indslag.

Hele koncerten bliver bundet sammen af konferencier Master Fatman.

For at gøre koncerten endnu mere festlig, opfordres publikum til at gøre lidt ekstra ud af tøj og hovedbeklædning. Koncerten har også en hattekonkurrence, hvor den flotteste, mest fantasifulde eller smukkeste hat bliver kåret. Gæsterne kan stemme på deres favorit, og vinderen hyldes og præmieres.

Seks gange i løbet af eftermiddagen inviterer Pantomimeteatret på rundvisning, hvor gæsterne kan se, hvordan det 142 år gamle teater fungerer.

På Plænen vil de unge musikere, der træder ud af Tivoli-Garden, blive hyldet med medaljeoverrækkelse, og dagen afsluttes med det spektakulære festfyrværkeri fra taget af Tivolis Koncertsal.