Ny chef for SAS Braathens

Det stod klart efter et bestyrelsesmøde i selskabet onsdag.

Ola H. Strand kommer fra et job som adm. dir. for SAS Ground Services (SGS) i Norge og afløser Johnny Skoglund, der har været konstitueret chef for den norske del af SAS siden i sommer, da Peter Jansen blev fyret.

Den 49-årige Ola H. Strand begyndte sin karriere i SAS i 1997 som distriktschef for SAS Midt-Norge. Året efter overtog han ansvaret for SAS’ norske linjestationer.

I 2001 blev Strand chef for SAS’ handlingselskab, SGS. Inden han kom til SAS, arbejdede Ola H. Strand i flere år for Esso Norge. Han har desuden haft flere lederstillinger i det norske forsvar.

Ola H. Strand er også bestyrelsesmedlem i arbejdsgiverforeningen og brancheorganisationen, NHO Luftfart. Det var, indtil beslutningen blev offentliggjort onsdag formiddag ventet, at Johnny Skoglund ville blive den ny chef for SAS Braathens. Men sådan skulle det ikke være.

“Med Ola H. Stand som adm. dir. for SAS Braathens har vi fået en person med indgående kendskab til SAS og luftfartsbranchen. Ola H. Strand har opnået gode resultater i SGS både økonomisk og i forholdet til kunder og medarbejdere,” siger bestyrelsesformand John S. Dueholm, SAS Braathens i en pressemeddelelse.

Dueholm har formentlig ventet med at udnævne en blivende chef for SAS Braathens, indtil SAS havde fundet koncernchef Jørgen Lindegaards afløser.

Det blev svenske Mats Jansson, der blev udpeget midt i oktober.

Skrevet af