Lørdag i næste uge begynder den enorme Oktoberfest i München. Sixt Biludlejning, der har hovedkvarter ved den tyske millionby, var tirsdag hovedsponsor for stor oktoberfest i København.
Er nogen aktør i den danske rejsebranche nærmest selvskreven til at stå i spidsen for en dansk version af den klassiske oktoberfest, må det være Sixt Biludlejning. Biludlejningsgiganten har nemlig hovedkvarter tæt på München, hjemsted for verdens største oktoberfest.
I går, tirsdag, var spillestedet Vega i København rammen om en dansk oktoberfest med Sixt som hovedsponsor og arrangeret i samarbejde med Dansk-Tysk Handelskammer.
Omkring 350 indbudte samarbejdspartnere havde taget imod indbydelsen fra arrangørerne. Mange mødte flot op i lederhosen til mændene og dirndl’er til kvinderne. De blev beværtet med en traditionel oktoberfest-buffet, masser af tysk øl og underholdt af et oktoberfestorkester fløjet ind fra München, blev det oplyst.
En af de fem store i Danmark
Normalt oplyser biludlejningsbranchen i Danmark, at Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af markedet, næste tredjedel deler Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt, men den sidste del af kagen er hos lokale biludlejere i Danmark.
I Danmark har Sixt foreløbig otte bemandede biludlejningsstationer.
På verdensplan har Sixt biludlejning i omkring 100 lande og havde ved sidste fintælling 168.700 udlejningskøretøjer, fremgår det af Sixts pressehjemmeside.
Udover selve biludlejningen, Sixt Rent, har koncernen også forretningsområderne Sixt Share, Sixt Ride og Sixt+
10.000 i det største telt
Årets oktoberfest i München afvikles i år i Bayerns hovedstad mellem lørdag i næste uge, den 20. september, og frem til den 5. oktober.
Verdens største oktoberfest tiltrækker årligt et sted mellem seks og over syv millioner besøgende, der blandt andet skyller op mod syv millioner liter øl ned.
Oktoberfesten i München afvikles i 14 store telte, det største har plads til omkring 10.000 personer, og 21 mindre telte, fremgår det af den officielle hjemmeside.
Den første oktoberfest blev holdt i 1810 i anledning af brylluppet mellem Kronprins Ludwig (den senere Kong Ludwig I af Bayern) med prinsesse Therese von Sachsen-Hildburghausen. Oktoberfesten har ikke været holdt alle år, for eksempel ikke under Første og Anden Verdenskrig samt senest under pandemien. Årets udgave er derfor den 190. i rækken.
Relaterede artikler:
Dansk billudlejer “ikke søvnløs” over millionkrav

STANDBY.DK Nyt om rejser


