Orsa Grönklitts nye "kanelbolle." (PR-foto)

Danskere med sød tand får skipist

Når skisæsonen i år ruller ind over Skandinavien, håber man at tiltrække flere danskere hos et svensk skisportssted. Nu har man åbnet en pist med bagværkstema.

Hos skidestinationen Orsa Grönklitt i Sverige kan skiløbere med hang til kanelsnegle nu tage den præference med sig helt ud på skiløjpen.

Således har man lanceret pisten Kanelbollen, som er en specialdesignet, rund bane, der er formet som en kanelsnegl.

I en pressemeddelelse lyder det, at skiløbere uanset niveau her kan opleve fart, sving og en snetunnel. Pisten er en del af en række nyheder, som man lancerer i forbindelse med Orsa Grönklitts 60-års jubilæum.

Nyhederne inkluderer også en udvidet snowpark og pisten Bananen samt mere plads til alpint skiløb og børnetilbud.

”For os handler udviklingen om at skabe en endnu sjovere, tryggere og mere inspirerende oplevelse for alle typer skiløbere. Snowparken får nye features, belysningen åbner for aftenoplevelser – og med vores nye ‘kanelbolle’ præsenterer vi noget helt unikt blandt de svenske skidestinationer,” siger Niklas Rainer, alpin chef hos Orsa Grönklitt.

Har udvidet
Sidste år åbnede man nye pister i et område, som husede en stor rovdyrspark. De pågældende pister er 1,2 kilometer lange, og i år er de blevet bredere og mere skridsikre. Det er netop her, Orsa Grönklitt har gjort plads til ”Kanelbollen.”

Med udvidelsen har man også tilføjet en rød linje, og både parken og pisten ”Bananen” får belysning, så skiløbere kan forlænge dagen med aftenskiløb.

Som noget nyt styrker man også snesikkerheden yderligere med en ny vanddam, der rummer næsten 100.000 kubikmeter vand – svarende til op mod 200.000 kubikmeter sne under optimale forhold, oplyser skisportsstedet, ligesom man har forbedret jordbundsforholdene i pisterne, hvilket betyder, at sneproduktionen og pistepræpareringen bliver mere effektiv og energivenlig.

Fra Niklas Rainer lyder det, at man håber på, at flere skientusiaster i Danmark får øje på de tilbud, som Orsa Grönklitt byder på:

”Vi arbejder målrettet på, at endnu flere danske skiløbere skal opdage Orsa Grönklitt, en familievenlig, tryg og snesikker destination, hvor hele familien får en god skioplevelse med supergod skiskole og et børneområde, der gør det nemt at lære at stå på ski,” siger han.

 

Relaterede artikler:

2,5 km. lang nyhed til Norges største skiområde

Sunweb-koncernen: Vi er størst i Europa på skirejser

Skiresorts går sammen i bæredygtighedsalliance