Svenske ESS Group, der driver 15 hoteller og resorts i Skandinavien – her af ét, snart to i Danmark – får nu som første hotelkæde dyrlægeservice mod betaling til gæsternes hunde.
ESS Group, der i Danmark driver elegante Marienlyst Strandhotel ved Helsingør og fra sidst på efteråret også Rox Resort ved Køge, vil nu tilbyde dyrelægeservice til gæsternes hunde.
I første omgang vil muligheden gælde på syv af koncernens svenske hoteller. Siden er det tanken, at initiativet skal evalueres, og derefter implementeres på alle ESS Group-hoteller, men der er endnu ikke et tidsestimat, oplyses det til Standby.dk
I en pressemeddelelse skriver ESS Group, at hotelgæsters hunde er velkomne på mange hoteller, men hoteller, der også tilbyder dyrelægeservice som en del af opholdet, er nyt.
I pressemeddelelsen siger Anders Nilsson, driftsdirektør i ESS Group: ”Vi elsker hunde – men endnu mere elsker vi, når både gæster og deres firbenede venner føler sig trygge og velkomne. Med denne service viser vi, at vi mener det alvorligt, når vi taler om den gode gæsteoplevelse.”
Flere muligheder
Med dyrlæge-samarbejdspartneren VetAtHome får ESS Groups hotelgæster adgang – mod betaling – til autoriserede dyrlæger. De kan hjælpe med kloklipning, vaccinationer til EU-pas og rejseattester, helbredstjek og akutte skader, ormekur, rådgivning og individuelle behandlinger.
Akut hjælp tilbydes også, hvis hunden bliver syg eller kommer til skade under opholdet på hotellet.
Servicen kan bookes inden opholdet eller via receptionen under opholdet, oplyses det.
ESS Group skriver, at stadig flere hundeejere tager hunden med på rejser.
”At samarbejde med ESS Group føles naturligt og inspirerende. Med Vet at ESS kan vi møde dyrene og deres ejere på en ny måde – i hverdagen og på rejsen, under møder og konferencer eller på ferien. Sammen kan vi skabe en tryggere og mere tilgængelig dyrlægeomsorg,” siger Robert Hållstrand, direktør for VetAtHome.
Relaterede artikler:
Rox Resort løfter sløret: Har sat holdet

STANDBY.DK Nyt om rejser


