To af de deltagende ved det australske event i København er zoologisk have i Sydney, Taronga Zoo, hvorfra giraffen har udsigt til operahuset og til højre anes en anden deltager, Sydney Harbour Bridge. Wikipdia-foto: Maksym Kozlenko, CC BY-SA 4.0

Australien har rejsebranche-workshop i København

Australien, New Zealand og Cook Islands er tre lande, rejsebureauerne kan møde ved workshop i København. Udstillerne tæller fx også Air New Zealand, BridgeClimb Sydney og Sydney Zoo.

Arrangeret af SLC Representation fra London er der 20. november i København noget så sjældent i den danske rejsebranche som en workshop for rejsebureauerne med fokus på Australasia (i dette tilfælde Australien, New Zealand og Cook Island)

Ved eventet i København får de deltagende rejsebureauagenter en kvarter lang orientering fra de deltagende seks australasia-leverandører samt bagefter mulighed for én til én møder.

Aftenen slutter med lodtrækning om diverse præmier fra udstillerne, skriver SLC Representation i indbydelsen i Standby.dks nyhedsbrev.

Nævnt alfabetisk er de seks udstillere til sammenkomsten i København:

Air New Zealand, det newzealandske medlem af Star Alliance.

Barossa Shiraz Estate i delstaten South Australia er seks luksuriøse hytter med fra ét til tre soveværelser ved vingården Barossa Shiraz Estate Vineyard i selve Barossa Valley.

Attraktion i Sydney som kong Frederik og dronning Mary har prøvet
Udover operahuset er en af Sydneys største turistattraktioner Sydney Harbour Bridge – og her findes den høje oplevelse BridgeClimb Sydney. Her iklædes deltagerne dragter og hægtes til metallinjer inden opstigningen mod toppen af Sydney Harbour Bridge.

BridgeClimb er åben fra tidlig morgen til sen aften – attraktionen kan også lejes til private events.

Siden BridgeClimb Sydney åbnede i 1998, har 4,5 millioner besøgende betalt for og taget den fantastiske tur. Blandt dem er en masse berømtheder, herunder kong Frederik og dronning Mary.

Med til eventet i København er også Cook Islands Tourism; øgruppen i Stillehavet ligger cirka halvvejs mellem New Zealand og Hawaii. Turister med god tid kan kombinere en rejse til Australien eller New Zealand med et besøg på Cookøerne.

G’day Group er ifølge det oplyste Australiens største regionale overnatningsleverandør med varemærker som Discovery Parks og Discovery Resorts.

Parks udbyder overnatning i hytter og glamping telte, mens Resorts byder på mere luksuriøs indkvartering på og ved kendte turistattraktioner som Kings Canyon, Rottnest Island, Wilpena Pound i Flinders Ranges og El Questro i bjergkæden Kimberley.

Fårestation og zoologisk have
Rawnsley Park Station i Flinders Ranges, i delstaten South Australia, er en såkaldt arbejdende fårestation, der ligger fem timers kørsel nord for Adelaide, hovedstaden i South Australia.

Her er der naturligvis overnatning og bespisning og mulighed for at opleve den australske outback.

Taronga Zoo Sydney er Sydneys imponerende zoologiske have. Udover de 4.000 dyr, både de unikke for Australien – for eksempel dingoer, koalaer, krokodiller, kænguruer, næbdyr, papegøjer og slanger – og dyr fra andre dele af verden, er der også en fantastisk udsigt over vandet mod selve Sydney.

 

Relaterede artikler:

Backpacker overlevede 12 dage i den australske outback

Dansk oversøisk rejsebureau udvider med New Zealand

Alle disse lande kræver forhåndsvisum for danskere