Der er stigende efterspørgsel på voksen/børnefri-hoteller, oplyser Sunweb. PR-foto.

Charterbureau: Flere vil have børnefrihoteller

Sunweb, det femtestørste charterrejsebureau i Danmark, har på tre år set fordobling i ønske om hoteller kun for voksne. ”Det er en tendens i store dele af den vestlige verden,” siger landechefen.

Voksenhoteller er et feriekoncept i kraftig vækst, men parferie er ikke på bekostning af familieferien, viser undersøgelse fra den hollandske charterarrangør Sunweb.

Hos Sunweb er antallet af bookinger til voksenhoteller fordoblet de seneste tre år. Adults Only-konceptet betyder, man skal være over 16 eller 18 år for at være gæst på hotellet, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Jan Lockhart, nordisk chef for Sunweb: ”Efter at have tilbragt en del ferier på populære og livlige familieresorts med mine egne børn, er de nu blevet voksne. Vi holder stadig ferie sammen, men nu vælger vi et voksenhotel, og de nyder den rolige stemning i lige så høj grad som os andre voksne.

Flere internationale spørgeundersøgelser om rejser og forbrug viser, at forældre, der tager alene på parferie, ikke ofrer familieferien, men gør begge dele. Jeg tror, at tendensen er et udtryk for, at flere har opdaget, det er en sund investering at pleje parforholdet på den måde,” siger Jan Lockhart.

Over 10 procent af Sunwebs hoteller er i dag Adults Only, og efterspørgslen stiger stadig kraftigt, oplyses det.

Blandt de fem store
Fem charterrejsebureauer i Danmark har årligt hver over 100.000 gæster; Spies er størst fulgt af TUI, Apollo Rejser, Bravo Tours og Sunweb.

Sidste år havde de fem store samlet over 913.000 af de 1,1 millioner charterrejsende fra danske lufthavne – heraf rejste 166.221 ifølge de officielle tal med Sunweb.

I det nuværende regnskabsår, primært 2025, forventer Sunweb Danmark at sælge 175.000 rejser på det danske marked, heraf cirka 20.000 skirejser, har Jan Lockhart tidligere oplyst til Standby.dk

Sunweb er navnlig charterrejsearrangør i syv europæiske lande, nævnt alfabetisk: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige og Tyskland.

 

Relaterede artikler:

Pakkerejse-Ankenævnet: Børn på voksenhotel udløser klage

Sunweb reducerer antal danske guider

Stort krydstogtrederi forbyder børn under to år