En styrket svensk økonomi vil få flere svenskere til Danmark i det nye år, vurderer den svenske rederikoncern Stena Line, der har to færgeruter til Danmark, hvor man også ejer to rejsebureauer.
I Danmark og omegn har den svenske rederigigant Stena Line to dansk-svenske ruter: Fra Gøteborg til Frederikshavn og fra Halmstad til Grenaa. Stena-koncernen ejer også de danske rejsebureauer Best Travel og Sembo (det tidligere DTF Travel) samt hotellet The Reef i Frederikshavn.
Og nu ser Stena Line ind i det nye år ”med forsigtig optimisme,” står der i en pressemeddelelse:
Bookingniveauet i første kvartal af 2026 viser gode tal for svenskere, der planlægger rejser til Danmark. Samtidig kan et nyt forslag fra den svenske regering om blandt andet skattelettelser styrke svenskernes rejseaktivitet, lyder vurderingen.
I pressemeddelelsen skriver Stena Line blandt andet også: ”Faldet i svenske turister til Danmark, som de seneste år har ramt både Stena Line og dansk turisme, ser ud til at vende. Hos Stena Line er der allerede et højere bookingniveau i den første del af 2026 i forhold til samme tid sidste år, og de svenske kunder planlægger længere frem.
Udviklingen kan være påvirket af den svenske regerings budgetforslag for 2026, der rummer tiltag, som skal styrke privatøkonomien – blandt andet skattelettelser.”
Efterspørgslen er på vej op
I pressemeddelelsen siger Ulf Staff, Travel Commercial Manager hos Stena Line:
”Det stærke bookingniveau i årets første kvartal viser, at efterspørgslen er på vej op. Hvis den svenske regerings budgetforslag bliver vedtaget, vil flere formentlig føle sig trygge ved at booke deres rejser. Det gavner både os og dansk turisme.”
I 2026 vil Stena Line fortsætte arbejdet med at udvikle den digitale kunderejse. Den nye app “Mine Rejser” bliver tilgængelig i Sverige og Danmark i det nye år. Appen samler bookinghåndtering, realtidsopdateringer, vejvisning i havnen og information om åbningstider om bord, oplyses det.
I alt har familieejede Stena Line 20 færgeruter i Nordeuropa og Middelhavet, der besejles med omkring 40 færger.
Relaterede artikler:
Stena Line køber rederi og får femte rute i Østersøen

STANDBY.DK Nyt om rejser


