Fra december 2026 planlægger Sunclass Airlines, flyselskabet i Nordic Leisure Travel Group, 12 direkte fly fra Stockholm til thailandske Krabi med gæster fra det svenske familiemedlem Ving.
I vintersæsonen 2026-27 vil Sunclass Airlines, flyselskabet i Nordic Leisure Travel Group, 12 uger i træk flyve direkte fra Stockholm til det thailandske ferierejsemål Krabi, cirka 800 kilometer syd for Bangkok.
Charterserien flyves hver uge i perioden 10. december 2026 til 25. februar 2027, i alt udbydes næsten 4.500 pladser, oplyser Spies til Standby.dk
Sunclass Airlines vil flyve til Krabi med en A330-900neo fra Sunclass Airlines. Flyet, der har plads til 373 passagerer, får en forventet flyvetid på 12 timer fra Stockholm til Krabi.
Krabi fungerer som indgang til flere destinationer på Sydthailands vestkyst, herunder Koh Lanta, Railay Beach og Ao Nang, oplyses det i en pressemeddelelse. I den siger Sofie Folden Lund, kommunikationschef hos Sunclass Airlines og Spies i Danmark:
”Thailand er et af de absolut mest populære vinterrejsemål blandt vores gæster, og der har længe været stor efterspørgsel på en direkte rute til Krabi. Derfor er vi meget glade for nu at kunne tilbyde denne mulighed til Vings gæsterne. Samtidig følger vi udviklingen tæt og ser på potentialet for på sigt at udvide med direkte afgange fra øvrige nordiske lande – ikke mindst fra Danmark.”
Næsten en halv million skandinaviske turister i Thailand
I den igangværende vintersæson får Sunclass Airlines med gæster fra Spies og Ving i alt 89 afgange til Thailand, heraf 16 fra Danmark, til navnlig Phuket.
Det nordiske og baltiske kontor i Stockholm for Tourism Authority of Thailand (TAT) oplyste tidligere i år til Standby.dk, at der sidste år var 460.532 skandinaviske turister i Thailand.
Det var en stigning på over 83.000 i forhold til 2023.
Danske ankomster gik frem til 138.278 sidste år mod 115.224 i 2023. For Sverige var tallene 212.523 (178.259) og Norge steg til 109.731 sidste år til 83.952 i 2023.
Relaterede artikler:
Thailand: Flere direkte fly fra Skandinavien

STANDBY.DK Nyt om rejser


