Mens højtiderne giver danskerne luft i kalenderen, så ynder de fleste at blive i Danmark. Danskerne er således det folkefærdi Norden, som rejser mindst i højtider, viser en undersøgelse, som TUI står bag.
Når der står jul, påske eller pinse i kalenderen, så er der forskel på, hvad de nordiske folkefærd vælger at bruge fritiden på, og det er særligt danskerne, som stikker ud. Det viser en undersøgelse foretaget af Kantar Media på vegne af TUI.
Danskerne er således mere bundne af traditioner, når det gælder ferieplanlægningen i højtiderne. Kun 23 procent af danskerne foretrækker at rejse udenlands i mindst én af årets højtider.
Til sammenligning er tallet mere end dobbelt så højt hos vores svenske naboer, hvor hele 47 procent gerne vil udenlands, mens tallet er 44 procent i Finland og 39 procent i Norge.
Danskerne bliver hjemme i julen
Ifølge TUI er det særligt familietraditioner, som betyder, at danskerne vælger at blive hjemme, når der er højtider.
Hele 58 procent af de adspurgte danskere angiver i undersøgelsen, at de foretrækker at blive i Danmark i højtiderne. Det er den højeste andel i hele Norden.
Det er særligt til jul og nytår, danskerne bliver hjemme. Blot syv procent angiver, at de foretrækker at rejse udenlands til juletid og i nytåret.
I Sverige er billedet et markant andet. Her er nytåret en stor rejsehøjtid, og 22 procent af svenskerne svarer således, at de vil fejre årsskiftet under udenlandske himmelstrøg.
Påsken skiller sig ud
Selvom danskerne altså lader til at mene, at højtider bedst fejres hjemme, så skiller påsken sig dog ud. Her svarer 13 procent, at de rejser ud, og dermed er påsken danskernes foretrukne rejsehøjtid.
”Vi har et stort fokus på en optimal udnyttelse af vores feriedage, hvor påsken er ideel grundet de mange helligdage. Selvom juleferien rangerer lavt blandt danskerne, ser vi flere feriebestillinger, når helligdagene arter sig godt ud, som de har gjort de sidste par år. Generelt set foretrækker de fleste dog at blive hjemme i højtiderne,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.
I undersøgelsen, som Kantar Media – Gallup har foretaget, er der blevet foretaget 1.106 interviews indsamlet via en online spørgeskemaundersøgelse mellem den 22. september og den 29. september 2025.
Målgruppen er repræsentativt udvalgt blandt befolkningen i alderen 18-79 år for at sikre et landsdækkende billede, oplyser TUI.
Relaterede artikler:
Apollo: To årsager til flere solgte juleferierejser

STANDBY.DK Nyt om rejser


