Færøerne er et populært rejsemål, også hos danske rejsebureauer. Arkivfoto fra downtown i hovedstaden Tórshavn: Henrik Baumgarten.

Færøerne: International turistworkshop – og ny skat

Arrangeret af det færøske flyselskab, turistrådet og rederi har øgruppen i april sin årlige Faroe Islands Fam-Shop for udenlandske rejsebureauer. Færøerne har netop fået ny overnatningsskat.

Med færøske Atlantic Airways, øgruppens turistråd, Visit Faroe Islands, og rederiet Smyril Line (der også sejler mellem danske Hirtshals og Torshavn) som arrangør, har øgruppen i april sin årlige Faroe Islands Fam-Shop.

Den holdes i år for omkring 50 udenlandske rejsearrangører 9-12. april i Torshavn – deltagergebyret på 4.000 kroner plus moms dækker flybillet med Atlantic Airways, hotel, alle måltider og så videre.

Visit Faroe Islands Famshop er en kombi-famtrip/workshop på Færøerne. Den afholdes hvert år og tiltrækker købere/agenter fra nærmest hele verden. Færøerne som destination har de seneste år fået mange nye udbydere og muligheder og til netop Visit Faroe Islands Famshop er det muligt at møde stort set hele turistbranchen på Færøerne – hoteller, incomingbureauer, turistkontorer og store og små udbydere af alle slags oplevelser, oplyses det.

Danmark er største turistleverandør
Danmark, USA, Norge, Island og Tyskland er de fem lande med flest årlige udenlandske turister på Færøerne, har Guðrið Højgaard, direktør for Færøernes turistråd, Visit Faroe Islands, tidligere oplyst til Standby.dk

Antallet af turister på Færøerne er typisk 130-140.000 om året – cirka ligeligt fordelt med ankomster med fly og med skib (Smyril Line og krydstogtrederier)

Faroe Islands Fam-Shop er en workshop med ”kun Færøerne,” hvor færøske turismeudbydere i alle størrelser kan deltage. Ved eventet kan udenlandske rejsearrangører, turoperatører og så videre de færøske leverandører.

Færøernes turistråd er også årligt sammen med turistrådene i Island og Grønland arrangør af den meget større fælles B2B-turismemesse, Vestnorden.

Vestnorden holdes i år i Nuuk den 22.-23. september.

Ikke plads til alle
Faroe Islands Fam-Shop er mindre end Vestnorden og har derfor plads til færre. Derfor forbeholder

Visit Faroe Islands sig retten til at udvælge de udenlandske deltagere. Udvælgelsen baserer sig blandt andet på, ”hvor relevant det udenlandske rejsebureaus rejsearrangører, turoperatører hjemmemarked er for Færøernes overordnede turismestrategi, oplyses det på hjemmesiden for Faroe Islands Fam-Shop.

20 kroner i turistskat
Her fra 1. februar blev det i øvrigt 20 kroner dyrere pr. nat at overnatte på Færøerne. Det færøske parlament har vedtaget den nye turistskat.

Den betyder, at gæster fra 16 år og opefter på for eksempel hoteller og andre kommercielle overnatningssteder skal betale 20 kroner i døgnet – op til 10 dage. Dermed kan skatten ikke overstige 200 kroner.

Pengene fra den nye indtægtskilde går til en færøsk naturbevaringsfond, der kan uddele midler til vedligeholdsprojekter på områder, hvor turister er med til at ”slide” på øgruppens natur og infrastruktur.

 

Relaterede artikler:

Færøerne: ”Stor ny multihal bliver gamechanger”

Færøernes turistdirektør undrer sig over påstande fra forsker

Færøsk turisme rundede for første gang milliarden