Norwegian vil tilbyde særlige rækker til singlepassagerer. PR-foto.

Aprilsnar – også i rejsebranchen

Flysæder for singler, hundepasning for feriegæster, krydstogtterminal midt i Øresund… Igen i år havde også rejsebranchen i ind- og udland en række aprilsnar-historier.

I en tid med fake news, bliver der holdt lidt ekstra øje med nyhedsstrømmen den 1. april. Det er i hvert fald sjældent den bedst valgte dag til at udsende en rigtig nyhed.

Her en alfabetisk gennemgang i forkortede versioner af nogle af disse aprilsnar-historier som de kom i form af pressemeddelelser og opslag på sociale medier som Linkedin og Facebook:

Egeskov Slot på Fyn har besluttet at lade en stor del af slotshaven vige for, at landbruget kan udvides. Det skriver Egeskov på Facebook. ”De stigende fødevarepriser har åbnet vores øjne for en oplagt mulighed: mere landbrug, mindre have,” står der.

Klik for større format. Havnen i svenske Helsingborg vil sammen med havnen i Helsingør anskaffe en krydstogtterminal midt i Øresund. Illustration: Helsingborg Hamn.

Helsingborg Havn – overfor Helsingør – oplyser, at havnene i de byer ved indsejlingen til Øresund går sammen om at opføre en flydende krydstogtterminal midt i Øresund.

Norwegian: Love is in th air
Flyselskabet Norwegian oplyste i dag, at man vil lancere ”single-seats” til singler på udkig efter kærligheden.

”Vi ved, at mange af vores passagerer rejser alene, så hvorfor ikke gøre flyrejsen lidt mere social? Hvis nogen skulle finde hinanden på vej til London eller Lissabon, er det jo en fantastisk historie,” siger Sara Neergaard, Country Director, Corporate Affairs for Norwgian i Danmark.

Ved at vælge “Single Seat” på sæderække 1–3 får passagererne mulighed for at møde ligesindede i en afslappet, lidt uventet og måske romantisk ramme. Sæderne markeres med grønne nakkestøttebetræk for at gøre zonen tydelig for både passagerer og kabinepersonale, blev det oplyst.

Riis Rejser har arrangeret seks dages rejser med hundeslæde over indlandsisen med overnatning i rigtige igloer. Det skriver rejseselskabet på Facebook. Initiativet kommer, efter at der er opdaget pingviner i Grønland.

Rolfs Flyg & Buss, et af Sveriges største grupperejsebureauer, vil med et nyt koncept tilbyde pasning af rejsegæsternes hunde når de er på ferie. Foreløbig i Stockholm, Gøteborg og Malmø, oplyser Emanuel Karlsson, administrerende direktør for Rolfs Flyg & Buss.

Petter Stordalens hotelkæde, Strawberry, oplyser, at man i Stockholms smukke bydel Gamla Stan nu vil opføre et stort, moderne hotel. Lige først skal nogle af de gamle bygninger rives ned, hed det i en pressemeddelelse.

Swiss International Air Lines vil ombord på sine langrutefly indføre særlige sæder med fodpedaler, så passagererne kan holde cirkulationen i gang ved at trampe i pedalerne.

 

Relaterede artikler:

2025: Aprilsnar: Rejsebranchen havde igen flere bud

2024 Aprilsnar: Rejsebranchen var igen leveringsdygtig

2023: Rejsebranchen stod bag mange aprilsnar-nyheder