Grønlands turistråd udgiver landsdækkende rapport om befolkningens holdning til turisme. 46 procent ser turismen som overvejende eller meget positiv. Visit Greenland skal have ny direktør.
Målingen viser, at mange borgere i Grønland ser positivt på turismen. Samtidig peger resultaterne på noget vigtigt for os alle i og omkring erhvervet: Der er behov for mere dialog, mere information og bedre muligheder for lokal involvering i udviklingen af turismen.
Det skriver Visit Greenland i en kommentar til den netop offentliggjorte rapport om befolkningens holdning til turisme.
”For os er borgermålingen et vigtigt redskab i arbejdet med at udvikle turismen på Kalaallit Nunaats (Grønlands, red.) præmisser – i fællesskab med befolkningen og med fokus på langsigtet, lokal værdi,” hedder det blandt andet.
Målingen viser blandt andet, at 46 procent af befolkningen i Grønland oplever turismen i deres lokalområde som ”overvejende eller meget positiv.”
Men også at 39 procent oplever den som ”både positiv og negativ”, samt at seks procent oplever turismen som ”overvejende eller meget negativ.”
Undersøgelsen, der kan ses i sin fulde længde via dette link, viser også, at borgere i Grønland generelt opfatter turister som respektfulde, og at kun 16 procent oplever konkrete udfordringer ved turismen i deres lokalsamfund. Samtidig efterspørger mange tydeligere retningslinjer for turisters adfærd og mere viden om turismens rolle og udvikling.
Skal have ny turistdirektør
Visit Greenland skal i øvrigt have ny direktør.
Anne Nivíka Grødem, der siden 2022 har været direktør for det nationale grønlandske turistråd, meddelte sidste måned, at hun stopper hos turistrådet med udgangen af maj.
I stedet skal den bankuddannede Anne Nivíka Grødem være landedirektør i Grønland for Bankivik, det grønlandske navn for den færøske bank Føroya Banki i Grønland.
Banken fører i Grønland navnet Bankivik.
Relaterede artikler:
Grønlands turistdirektør får nyt job – skal være landebankdirektør

STANDBY.DK Nyt om rejser


