Ombygning til 130 millioner kr. giver nyt kulturhus

Oplysningsforbundet FO-Aarhus og Fonden Ryesgade 7 vil bruge over 130 millioner kroner på at ombygge den tidligere journalisthøjskole i Aarhus til ”mangfoldigt kultur- og bydelshus.”

Sidste sommer bevilgede Nordea-fonden 95 millioner kroner i støtte til en kommende ombygning af den tidligere journalisthøjskole fra 1972 i Aarhus – kendt som Bunkeren – fra uddannelsesbygning til mangfoldigt kultur- og bydelshus.

Projektet, der forventes færdigt i 2028, har også fået støtte fra Aarhus Kommune og EU.

Nu har holdet bag projektet åbnet for prækvalifikation til opgaven som totalrådgiver for den fysiske transformation af den markante ”brutalistiske betonbygning, som huser Kulturhus Bunkeren,” hedder det i en pressemeddelelse.

Bunkeren bliver gradvist omdannet til et moderne kulturhus med socialøkonomisk café, værksteder, koncert- og mødelokaler, samt plads til fællesspisninger, læsegrupper, og meget mere. Projektet har en samlet anlægssum og finansiering på over 130 millioner kroner, når man regner bidrag fra EU-projektet Imperfect City med.

Får rammerne til at mødes, skabe og deltage
Fire rådgiverteams skal prækvalificeres og inviteres til at byde på totalrådgivningen. Opgaven er at føre projektet videre fra projektering til færdigt byggeri med respekt for bygningens særlige arkitektur, fokus på bæredygtige løsninger og blik for de mange funktioner, huset skal rumme, oplyses det.

”Kulturhus Bunkeren kommer til at kunne løfte alle de aktiviteter, vi drømmer om,” siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder i FO-Aarhus og direktør i Fonden Ryesgade 7,” og fortsætter:

”Kulturhus Bunkeren bliver Margrethebjergs sociale samlingspunkt. Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel. Vi er glade for opbakningen fra Nordea-fonden.”

Christine Paludan, uddelingschef i Nordea-fonden, siger i pressemeddelelsen:

”Det ligger et stærkt lokalt engagement og en masse gode frivillige kræfter bag udviklingen af Kulturhus Bunkeren. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte transformationen af den tidligere journalisthøjskole til et nyt levende mødested, der kommer til at byde på spændende foreningsaktiviteter. Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred gruppe af borgere.”

 

Relaterede artikler:

Aarhus-hotel solgt: Holch Povlsen ny medejer

Skænker 15 millioner kroner til nyt turismetiltag

Tivoli Friheden i Aarhus med rekorddyre planer