Cirkusbygningen har ny marketingdirektør på plads

Tidligere har Signe Mørkeberg Sjøstrøm blandt andet arbejdet som influencer og drevet eget PR-bureau, men fremover skal hun være med til at strømline Cirkusbygningens marketingindsats.

Det er sjældent, at et sted som Cirkusbygningen holder lukket fem måneder i streg. Det var dog lige præcis det, der skete sidste år, hvor ejendommen fra 1886 gennemgik en omfattende restaurering.

Håndværkerne brugte tiden på at genskabe Verner Pantons oprindelige farve- og lysunivers i foyerområderne, ligesom de også moderniserede den udvendige del af bygningen samt størstedelen af publikumsfaciliteterne.

Sidenhen er der blevet sat punktum for arbejdet, indgangsdørene er blevet åbnet igen og Cirkusbygningen er klar til at indfri ambitionerne for fremtiden, der blandt andet går ud på, at ejendommen fremover skal danne ramme om mange flere arrangementer end hidtil.

Skal sætte en retning
En af dem, der skal hjælpe med at gøre drømmen til virkelighed, er Signe Mørkeberg Sjøstrøm, der netop er blevet ansat som ny marketingdirektør. Hun tiltræder til april og skal herefter hjælpe med at styrke Cirkusbygningens brand, synlighed og samlede kommercielle position.

Signe Mørkeberg Sjøstrøm har i mange år været blogger og influencer. Erfaringerne fra det arbejde brugte hun i 2018 til at stifte PR- og influencermarketing-bureauet Elephants and Ants, som hun siden har været administrerende direktør for.

I tiden med eget bureau har Signe Mørkeberg Sjøstrøm fået erfaring inden for strategisk marketing, brandudvikling, efterspørgselsopbygning og moderne marketingledelse, oplyser Cirkusbygningen.

I rollen som marketingdirektør får hun ansvaret for at styrke og videreudvikle den samlede marketingretning for Cirkusbygningen med fokus på blandt andet brandpositionering, synlighed, forretningsunderstøttelse og en mere sammenhængende marketingmotor.

Ser stort potentiale
Christian Sunn, der er administrerende direktør for Cirkusbygningen, håber, at ansættelsen kan være med til at styrke den samlede retning for markedsføringen af de forskellige forretningsområder, som huset er beskæftiget med.

“Cirkusbygningen er et ikonisk hus med en helt særlig position i København, og vi ser et stort potentiale i at styrke den samlede marketingindsats yderligere. Med Signe får vi en stærk profil, der forener strategisk skarphed, kommerciel forståelse og moderne marketingledelse.”

”Hun bliver en vigtig del af den videre udvikling af Cirkusbygningen i de kommende år.”

Den nyansatte marketingdirektør glæder sig også til at komme i gang med arbejdet, da hun ser potentiale i ejendommen, der har været et fast anker i selskabslivet i hovedstaden i 140 år.

“Cirkusbygningen er et hus med sjæl, historie og et helt særligt nærvær. Det er netop den type brand, jeg brænder for at arbejde med — et sted, der allerede rummer så meget, men også har et stort potentiale for at stå endnu stærkere og tydeligere i markedet.”


Relaterede artikler:

Har planer om flere arrangementer udover Wallmans

Løfter sløret for planer efter modernisering

Cirkusbygningen holder lukket indtil efter sommer