Visualisering af det planlagte hotel på Halmtorvet. (Illustration: Bob W. | PR)

13 hotelprojekter kan blive ramt af forbud

Skæbnedagen for en række planlagte hoteller i København nærmer sig med hastige skridt, da lokalpolitikerne i næste uge skal afgøre, om der skal nedlægges et paragraf 14-forbud mod dem.

Der er kridtet op til en afgørende dag for den kurs, som turismen i hjertet af hovedstaden skal følge i fremtiden, når medlemmerne af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune mødes mandag i næste uge.

Her skal den foreløbige skæbne for 13 hotelprojekter i Indre By og på Vesterbro nemlig afgøres.

Henimod slutningen af sidste år førte to aktuelle sager til, at det daværende Teknik- og Miljøudvalg blev opmærksom på, at der lå 12 forespørgsler om at omdanne erhvervsejendomme til hoteller i centrum af København.

Det har efterfølgende ført til en del diskussioner i og med, at de partier, der har sæde i Borgerrepræsentationen, har forskellige holdninger til, hvor meget turismen bør fylde i Indre By. Derfor blev det besluttet, at sagerne skal vurderes enkeltvis.

Skal træffe afgørelse
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (Ø) har bedt forvaltningen om at udarbejde en indstilling, der gør det muligt at nedlægge et såkaldt paragraf 14-forbud.

Det gør det muligt at bremse et givent projekt i op mod et år. Den tid, som vindes ved et eventuelt forbud, kan benyttes til at udarbejde en ny lokalplan, der forhindrer hoteldrift i de enkelte ejendomme.

Line Barfod har tidligere udtalt til Turisme24.dk, at målet i hendes optik ikke er at stoppe hoteller fuldstændigt.

”Det handler om mængden af hoteller og koncentrationen af dem i det lille område, som Indre By er. Vi vil gerne have hoteller andre steder i byen. Der er god kollektiv transport i København, så med metro, bus og tog kan man hurtigt komme til og fra Indre By.”

Disse projekter kan blive bremset
I dagsordenen til det kommende udvalgsmøde fremgår det, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller til, at der nedlægges paragraf 14-forbud for 13 projekter samt at der udarbejdes en lokalplan, som skal forhindre, at der kan etableres hoteller i de ejendomme, der er omfattet af et forbud.

De berørte adresser er Adelgade 15-19, Frederiksberggade 14, Halmtorvet 20, Kultorvet 14-16, Løngangstræde 37B, Nytorv 15, Nørregade 30-32, Rådspladsen 55, Store Kongensgade 52D, Toldbodgade 13, Vestergade 4, 6 og 6A, Vingårdstræde 18 og Østergade 40.

Det ene af de hoteller, der potentielt ikke bliver til noget, skulle ligge i den tidligere Station City på Halmtorvet. Den forladte politistation blev sidste år solgt til kapitalfonden Slättö, der har udpeget den finske kæde Bob W. som operatør af et nyt hotel efter, at bygningen er blevet renoveret.

Det eksempel afspejler langt størstedelen af projekterne, da de handler om, at udviklerne vil forvandle erhvervsejendomme til hoteller. Et enkelt af dem drejer sig dog om, at selskabet vil ændre eksisterende boliger til et hotel, mens der i et andet tilfælde skal etableres ferielejligheder i en erhvervsejendom.


Relaterede artikler:

Vil gå kommende Comwell-hotel efter i sømmene

HORESTA efterlyser nuanceret tilgang til nye hoteller

12 hoteller kan være på vej i hjertet af København