En række partier i Københavns Kommune har afsat penge til en boligpatrulje, der holde øje med korttidsudlejning i byen. Dansk Erhverv støtter initiativet, men kalder det symptombehandling.
Hvis man er en af dem, der udlejer i strid med reglerne via eksempelvis Airbnb i København, skal man i fremtiden måske kigge sig en ekstra gang over skulderen. Fra næste år vil Københavns Kommune nemlig sætte ekstra ind over for korttidsudlejningen.
En række af politikerne på Københavns Rådhus har netop indgået en ny aftale om kommunens økonomi. Det drejer sig om den såkaldte overførselssag, hvor de partier, der står bag kommunens budget, udmønter de midler, der ikke blev brugt i sidste års regnskab.
I den forbindelse har de blandt andet afsat 81,9 millioner kroner til en boligpakke, der skal bane vejen for etablering af flere andels- og almene boliger og medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved lokalplans- og byggesager. Derudover skal der nedsættes en boligpatrulje.
Patruljen skal lave opsøgende arbejde og føre tilsyn med korttidsudlejningen i hovedstaden, ligesom den får mulighed for at udstede administrative bøder, hvis medlemmerne afslører, at der sker brud på reglerne.
Vil bygge flere boliger
Det er Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen. Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) glæder sig over, at den er faldet på plads.
”Alt for mange har ikke råd til at bo i vores dejlige by. Det løser vi kun ved at få bygget mange flere boliger, og det arbejde sætter vi for alvor skub i med den her aftale,” lyder det fra overborgmesteren.
”Vi sikrer, at der kan komme flere andelsboliger, og at der kan bygges flere almene boliger og ejerboliger. For der er virkelig brug for, at vi får bygget flere boliger af alle typer, så København bliver en by for alle og ikke kun de rigeste.”
Drømmer om konsekvent regulering
Fra Dansk Erhverv lyder det, at den nye aftale repræsenterer et skridt i den rigtige retning, men i organisationens optik bliver en sådan patrulje for reaktiv. Derfor ønsker man en mere konsekvent regulering af korttidsudlejningen.
“Det er positivt, at politikerne i København vil styrke tilsynet med korttidsudlejning, og en opsøgende boligpatrulje kan være et nyttigt redskab. Men vi må også være ærlige: Det er symptombehandling,” siger Lars Ramme Nielsen, der er branchedirektør for Turisme, Kultur & Oplevelse.
I en kommentar til nyheden om aftalen understreges det, at Dansk Erhverv støtter mere håndhævelse på området og mener, at der er behov for en mere konsekvent regulering af korttidsudlejningen.
”Hvis man for alvor vil løse problemet med ulovlig udlejning af helårsboliger, kræver det registreringspligt ved udlejning via platforme som Airbnb. Uden registreringspligt vil myndighederne hele tiden være et skridt bagefter.”
”Samtidig hænger det dårligt sammen, hvis man begrænser reguleret hotelkapacitet i byen, men ikke får styr på de mindre regulerede overnatningsformer. Risikoen er jo, at man skubber endnu mere efterspørgsel over i almindelige boligopgange. Det gavner hverken fair konkurrence, boligmarkedet eller byen.”
Relaterede artikler:
Dansk Erhverv: Tiden er inde til at tage affære

STANDBY.DK Nyt om rejser


