Tre destinationer er gået sammen om at etablere en ny oplevelsesrute, hvor steder og attraktioner med relation til vikingerne skal friste udenlandske turister samt få dem til at blive længere i landet.
Da minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) fredag var på besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, løftede han sløret for, at regeringen vil afsætte 20 millioner kroner til at styrke de eksisterende og etablere helt nye oplevelsesruter.
Ruterne skal kitte landet sammen og få særligt de udenlandske turisters øjne op for attraktioner, seværdigheder og oplevelser i hele Danmark. Efterfølgende har tre destinationsselskaber præsenteret en fælles oplevelsesrute, der har vikingetiden som drejningspunkt.
Meningen er, at vikingeruten skal skabe sammenhæng for turisterne, ligesom destinationerne håber, at den kan få dem til opholde sig længere i Danmark, da det både er godt for turismeøkonomien og klimaregnskabet, hvor transporten til landet er blandt de største syndere.
En ny tilgang til turisme
Det er Destination Trekantområdet, Destination Fjordlandet og Destination Fyn, der er gået sammen om at etablere ’The Rise and Fall of the Vikings’, der er tænkt som en helhedsoplevelse på tværs af Jylland, Fyn og Sjælland, hvor hvert stop bygger ovenpå det forrige.
Oplevelsesruten skal få de besøgende til at fortsætte fra runestenene i Jelling over ringborgen Nonnebakken i Odense til vikingeskibsgraven i Ladby, inden turen går videre til Sagnlandet Lejre og de fem Skuldelevskibe på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
“Vi har mange enestående levn fra vikingetiden i Danmark, men i stedet for at lade dem ligge som spredte perler rundt omkring i landet, har vi med det her produkt trukket perlerne på snor,” fortæller Destination Trekantområdets direktør Martin Perregaard-Bitsch
”Det er en ny måde at tænke turisme på. Vi deler gæsterne, vi sender dem videre, og vi giver dem noget, de ikke vidste, de savnede – en helstøbt, sanselig og meningsfuld rejse gennem vikingernes Danmark.”
Kalder det stærkt
Tue Kempf, der er direktør i Destination Fyn, forklarer, at fynske aktører de senere år har øvet sig i at blive bedre til at deles om de besøgende, og disse erfaringer har man kunne trække på i forbindelse med udviklingen af den nye oplevelsesrute.
“Med ’The Rise and Fall of the Vikings’ viser vi, hvordan vi kan løfte blikket fra tilbuddene i vores egen baghave og i stedet skabe et stærkt fælles produkt.”
”Det handler om at undgå krampagtigt at holde gæsterne inden for nogle geografiske grænser og i stedet invitere dem videre i en fortælling. En øvelse vi er blevet rigtig gode til på tværs af Fyn de senere år.”
”Det er virkelig stærkt, at vi nu også formår at gøre det på tværs af destinationer. Og jeg er sikker på, at det vil appellere til endnu flere gæster i målgruppen.”
Markedsføringen af den nye rute er gået i gang i medier i Tyskland og Holland, da turister fra de to lande indgår i den målgruppe, som destinationerne gerne vil have til at drage på vikingetogt på tværs af Danmark.
Relaterede artikler:
Afsætter 20 millioner kroner til nye oplevelsesruter

STANDBY.DK Nyt om rejser


