Aarhus-hotel solgt: Holch Povlsen bliver ny medejer

Kort før jul er det kommet frem, at Heartland-koncernen har slået sig sammen med ejendomsselskabet Kilden & Hindby og har købt et hotel med 155 værelser i udkanten af Aarhus.

Siden 2001 har Scandinavian Hotels-koncernen ejet det velkendte hotel Helnan Marselis Hotel, der ligger et stykke uden for den centrale del af Smilets By med udsigt til Aarhusbugten og Marselisborgskovene som nærmeste nabo.

Sådan er det dog ikke længere. Anders Holch Povlsens koncern Heartland har netop offentliggjort, at selskabet har overtaget hotellet i et samarbejde med ejendomsselskabet Kilden & Hindby, der derudover også er bygherre på Scandics nye Aarhus-hotel kaldet Bassin Seven.

Ønsker både at værne om og videreføre
Helnan Marselis Hotel blev oprindeligt opført af murermester Anker Jakobsen, som i 1965 købte både grunden og et skovfogedhus Frydenlund fra begyndelsen af 1800-tallet, der også er en del af handlen.

Hotellet er tegnet af arkitektduoen Friis & Moltke og skiftede både navn og ejer kort tid efter, at der var blevet taget hul på dette årtusinde. Helnan Marselis Hotel har en kapacitet på 155 værelser og rummer derudover restaurant, bar, pool, fitnessfaciliteter samt 15 møde- og konferencelokaler.

”Vi er glade for at have fået mulighed for at overtage stedet,” siger administrerende direktør Lise Kaae, fra Heartland, der er blandt andet ejer Bestseller.

”Med sin unikke placering, arkitektur og historie har Marselis Hotel en særlig plads i mange aarhusianeres hjerter, og vi ønsker at værne om disse minder og videreføre hotellet under det nye ejerskab.”

To forskellige opgaver
Købsrisen er ikke blevet offentliggjort, men i en pressemeddelelse fremgår det, at købers interesse stammer fra, at hotelmarkedet i Aarhus er i god form, mens det også er spændende, at opgaven på Helnan Marselis Hotel er en anden end den, der knytter sig til opførslen af det nye Scandic-hotel.

”Hvor vi på Aarhus Ø bidrager til at definere et nyt byområde, overtager vi med Marselis Hotel et eksisterende vartegn i en helt særlig natur,” udtaler Rune Kilden, der er partner i Kilden & Hindby.

”Det er to forskellige opgaver, men fællesnævneren er selvfølgelig at skabe værdi for Aarhus og for byens gæster. Vi kender vores opgave, og vi går til den med et stort ønske om, at Marselis Hotel fortsat skal være attraktivt for både lokale og turister i mange år fremover.”


Relaterede artikler:

Hotelkæde har haft svært ved at betale regninger

Kendt hotelejer død under ophold i Danmark

Scandic afslører nyt navn