Kommunalvalget er på trapperne, og i Skagen har turismen fundet vej til den offentlige samtale. Her lyder det, at byen ikke er tilstrækkeligt rustet til krydstogtgæster og autocampere.
Skagen er en af landets helt store turistdestinationer, og selvom det ikke er sæson for krydstogtskibe lige nu, så forventes en kvart million turister at komme med skibene i løbet af næste sommer.
Og selvom det indbringer millioner af kroner til byens erhvervsdrivende og turistaktører, så har det også skabt debat i byen op til kommunalvalget den 18. november. For Skagens havn er både turist- og industrihavn, og det skaber udfordringer.
”Vi frygter, at der sker en ulykke en dag. Politikerne bliver nødt til at tage hånd i hanke med, hvad vi gør med de turister, der går igennem byen,” siger Ole Bjerg Lauritzen, som er formand for Skagens borgerforening Bytinget, til TV2 Nord.
Med den tunge industri skal havnen kunne have plads til gaffeltrucks, samtidig med at turister færdes i nærheden af krydstogtskibene. Vejene er dog aktuelt ikke indrettet til at rumme begge dele, mener Bytinget.
Fra Ole Bjerg Lauritzen lyder det, at man fra borgerforeningens side mener, at det lader til, at politikerne ikke gør noget for at løse problemet.
Autocampere i fokus
Et andet emne, som er til debat – og som i øvrigt længe har været en varm kartoffel i dansk turisme – er autocampere. I Skagen er de ifølge TV2 Nord til debat, fordi de holder på havnen, i villakvarterer, på p-pladser og på stranden.
De er grundlæggende underlagt de samme regler som personbiler og må derfor parkere præcis de samme steder som andre biler.
Campisterne deler gode lokationer på apps, og hvor der ikke er parkeringskontrol, kan man derfor holde gratis.
Det betyder, at nogle villaveje på én gang kan have besøg af 30-40 autocampere, siger Nicolai J. Nissen, turistdirektør i turistforeningen Toppen af Danmark.
Som turistforening går Toppen af Danmark ind for Skagen som turistby, men også her mener man, at grænsen for, hvor mange autocampere lokalområdet kan håndtere, er overskredet. Han mener, at der skal skabes forhold i byen, som både er gode for byen og turisterne.
Relaterede artikler:
Havn tager drastisk skridt mod autocampere

STANDBY.DK Nyt om rejser


