En årelang indsats med at udvikle turismen i en bæredygtig retning resulterede i, at kommunerne Mariagerfjord og Rebild blev nomineret til en europæisk pris, men den gik dog til anden side.
Champions League for fremtidens grønne turisme. Sådan beskrev borgmester Jesper Greth (V) fra Rebild Kommune prisen European Green Pioneer of Smart Tourism Award 2026, da det i september kom frem, at nabokommunerne Mariagerfjord og Rebild var blandt finalisterne til denne.
Det var dét, der beskrives som en langsigtet indsats for at udvikle turismen på en måde, hvor den er til gavn for både lokalsamfund, erhvervsliv og natur, som havde gjort, at kommunerne var med i opløbet om prisen, der uddeles af EU-Kommissionen.
Siden har de måtte vente i spænding, men onsdag blev denne udløst, da de nominerede var samlet i Bruxelles, hvor de først skulle præsentere deres arbejde for en jury, inden det blev afgjort hvem, der blev modtager af prisen.
Destination Himmerlands direktør Johanne Bugge og Flemming Poulsen, der er kultur- og fritidschef i Mariagerfjord Kommune, var draget til den belgiske hovedstad for at repræsentere Danmark, men de måtte desværre tage tomhændede hjem.
Vinder imponerede juryen
De to danske kommuner var en del af et felt af finalister, der også omfattede den kroatiske by Dubrovnik, tyske Geestland, den populære ferieø Ibiza, området Laois i Irland, den tyrkiske feriefavorit Marmaris samt byen Tartu i det sydøstlige Estland.
Det endte med at være Dubrovnik, der blev kåret som vinder. Det oplyses, at der var flere årsager til, at valget faldt på byen ved Adriaterhavet.
”Dubrovniks banebrydende tilgang til bæredygtighed og byens potentiale for at være et forbillede for andre destinationer, imponerede juryen,” skriver Generaldirektoratet for Mobilitet og Transport i EU i en pressemeddelelse.
”Byen imponerede med sin omfattende og datadrevne tilgang til turismen samt ved at gøre brug af flere forskellige værktøjer, der ikke alene skaber engagement hos lokalsamfundene, men også bidrager til planlægning på længere sigt og til at skabe et bæredygtige flow af besøgende.”
Meningen med prisen er at gøre det klart, at Europa har bæredygtige turismedestinationer, mens kommissionen også vil benytte uddelingen som en anledning til at etablere et netværk, hvorigennem de nominerede og vinderne kan dele erfaringer og best practice.
Finsk by vandt også
I tillæg til European Green Pioneer of Smart Tourism Award 2026 blev prisen European Capital of Smart Tourism Award 2026 også uddelt. Denne gik til Tampere i Finland blandt andet på baggrund af en række tiltag, som byen har lavet, samt endnu flere, der er planlagt i den kommende tid.
”Turisme er en de mest dynamiske brancher i Europa og en vigtig del af vores kulturelle og økonomiske identitet,” siger Apostolos Tzitzikostas, der er EU-kommissær for bæredygtig transport og turisme, i forbindelse med uddelingen af de to priser.
”Ved at investere i bæredygtighed og digitalisering kan vi sikre, at Europa fortsat ikke alene vil være en af verdens førende destinationer, men også den mest ansvarlige. Dette års vindere lever op til dette ideal, da de har sat barren højt for en mere intelligent, bæredygtig og inkluderende turisme på tværs af vores union.”
Relaterede artikler:
To danske destinationer i spil til europæisk pris

STANDBY.DK Nyt om rejser


