Smålandshavet har i årtier dannet ramme om en del af 3F’s kursusaktiviteter, men efter salget sidste år er der nu et spritnyt strandhotel med op mod 200 værelser og andre faciliteter på vej.
I foråret sidste år solgte 3F sit sydsjællandske ferie- og konferencecenter Smålandshavet i Karrebæksminde til den lokale ejendomsudvikler Maycon, der overtog den 8.353 kvadratmeter store ejendom i september samme år.
Siden har man været i gang med at fastlægge fremtiden for konferencecentret, som i mere end fire årtier har trukket turister og fagforeningsfolk til egnen, og nu har Maycon løftet sløret for, hvordan fremtiden ser ud på stedet, der fremover vil hedde Karrebæksminde Strandhotel.
Ejendomsudvikleren oplyser, at ambitionen er, at forene forretning, rekreation samt naturoplevelse for på den måde at kunne tiltrække både erhvervsturister og ferierejsende, når det nye strandhotel åbner enten næste år eller i 2027.
Wellness og konferencer
Det er Bjerg Arkitektur, der har stået for hotellets arkitektur og indretning. Tegnestuen har taget afsæt i områdets maritime miljø, og inspirationen stammer fra Karrebæksminde og fiskerlejet Enø, lyder det.
Karrebæksminde Strandhotel får mellem 180 og 200 nye værelser og ferielejligheder, ligesom der skal etableres en restaurant. Meningen er, at den skal holde et højt gastronomisk niveau, og de ansatte skal tilberede en menu, hvor omdrejningspunktet er sæsonens lokale råvarer.
Derudover opføres der en wellnessafdeling, hvor man satser på både de overnattende gæster og andre, der kun kommer for at benytte denne i løbet af dagen. Her skal der blandt andet være eventsauna, yogastudie samt fitnesscenter, og der vil være både inden- og udendørs faciliteter.
Strandhotellet vil kunne håndtere op mod 400 mødedeltagere på en gang. De kan blandt andet benytte et nyrenoveret auditorium med plads til 200 deltagere samt syv møde- og konferencelokaler, hvor mellem 10 og 50 personer kan holde møder, seminarer og lignende.
Betoner betydning
Ifølge Maycon ser selskabet selv transformationen af det tidligere kursuscenter for fagbevægelsen til et strandhotel for den brede befolkning som begyndelsen på en ny æra i området, da man sigter efter, at Karrebæksminde Strandhotel skal skabe liv og aktivitet.
”Det her projekt bliver uden tvivl et af de vigtigste i de næste mange år i Næstved Kommune,” siger Dennis Dahl, der er hotelchef hos Maycon.
”Specielt når vi tænker på tiltag, der vil være i stand til at tiltrække og fastholde turister i Næstved-området.”
Maycon står desuden også bag det ubemandede Easy Stay-hotel, der har 27 værelser og fire mødelokaler. Indtil videre har selskabet planer om, at denne kæde skal vokse til fem hoteller på Sjælland i løbet af de kommende år.
Relaterede artikler:
Vil investere 200 millioner kroner i firestjernet hotel

STANDBY.DK Nyt om rejser


