Rox Resort løfter sløret: Har sat holdet

Nu har Rox Resort udpeget den kerne af ansatte, der skal varetage driften af det nye luksushotel, når det åbner. De har erfaring fra blandt andet D’Angleterre, Kølpin Hotels og Dragsholm Slot.

Henimod slutningen af i år udvider ESS Group sit fodfæste på markedet i Danmark, hvor den svenske hotelkoncern allerede driver Marienlyst Strandhotel. Det sker, når det nye luksushotel i Køge Marina – Rox Resort – slår dørene op den 1. november.

Hotellet får en samlet kapacitet på 156 værelser og suiter, en 1.700 kvadratmeter såkaldt Pool Club & Spa med tre opvarmede pools, to restauranter og fem barer, otte møde- og konferencelokaler med plads til 400 personer og en række andre aktiviteter såsom padelbaner, golf-simulator og billard.

Er tilfreds
Arbejdet med at få hotellet gjort klar til at tage imod gæster skrider frem, og nu har Rox Resort også løftet sløret for en del af de nye ansatte, der får til opgave at gøre det nye hotel til en succes, når det åbner senere i år.

“Vi bygger ikke bare et hotel – vi skaber et sted at vende tilbage til for både private gæster og til møder, events og konferencer. Rox Resort skal vække begejstring hos kvalitetsbevidste gæster,” siger Carl Hegestad, der er administrerende direktør på Rox Resort.

”Målet er at levere en femstjernet oplevelse. Det kræver det rette hold – og det har vi. Jeg er enormt stolt over at kunne præsentere et stærkt team med passion og erfaring, som ved, hvad det kræver at skabe indtryk, der bliver husket.”

De skal tegne hotellet
Det bliver Daniel Josef Dam, der får titel af hotelchef. Han har tidligere været hos Kølpin Hotels, hvor han stået i spidsen for Tisvildeleje Strandhotel og Helenekilde Badehotel. Christoffer Lind Eriksen bliver receptionschef. Han har syv års erfaring fra D’Angleterre og har senest været på Grand Johanne.

Rox Resorts spisesteder bliver styret af restaurantchef Sunil Pramanik, der har erfaring fra D’Angleterre, Mash og Spring Restaurant i London. Den nye møde- og eventchef Veena Zeuch har i over 10 år beskæftiget sig med konferencer og gæsteservice på Crowne Plaza Copenhagen Towers.

I tillæg hertil har man hentet Leah Mortensen som customer success agent. Hun kommer til Rox Resort fra en stilling på Dragsholm Slot.

Ifølge Jens Hedin, der er hotellets kommercielle chef, har man fået sat det rigtige hold.

”Når det kommer til events og konferencer, ved vi, hvor vigtigt det er for virksomheder, at både indhold og omgivelser spiller sammen. Med vores dygtige team og unikke faciliteter kan vi tilbyde mere end blot møder. Vi skaber oplevelser, der gør indtryk,” lyder det.


Relaterede artikler:

Afslører flere detaljer om nyt dansk luksushotel

Startede hotelgruppe med lån fra familien

Kæde lover luksus på Marienlysts lillesøster