Fredag er den nye overenskomst for 70.000 ansatte i hotel- og restaurationserhvervet landet. Hos erhvervsorganisationerne udtrykker man tilfredshed med aftalen.
Fredag har Dansk Erhverv, HORESTA og 3F Privat Service, Hotel & Restauration offentliggjort den nye hovedoverenskomst på hotel- og restaurantområdet, som gælder de næste tre år.
Aftalen betyder blandt andet, at timelønnen reguleres med henholdsvis 3,75, 3,50 og 3,50 kroner om året frem til 2028. Aftalen dækker omkring 70.000 ud af cirka 250.000 beskæftigede i erhvervet og læner sig op ad gennembrudsforliget.
John Frederiksen, der er formand for 3F Privat Service, Hotel & Restauration, har fremhævet dele af aftalen, som 3F sætter pris på. Også hos parterne på den anden side af forhandlingsbordet, Dansk Erhverv og HORESTA, bliver der udtrykt overordnet tilfredshed med aftalen.
“Det er i vores optik samlet set en god aftale, som alle parter kan se sig i. Den giver mere fleksibilitet og er dermed blevet mere tidssvarende. Nu ved virksomhederne, hvad de skal forholde sig til i de næste tre år. Det giver ro, og det er vigtigt i en tid, hvor forudsigeligheden ikke kan siges at være stor,” siger Laurits Rønn, viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv.
Flere unge og mere fleksibilitet
Forliget indeholder, hvad erhvervsorganisationerne kalder en forbedret aftale, som skal få flere unge til at uddanne sig til faglærte tjenere.
Blandt andet bliver der større forskel på lønnen for faglærte og ufaglærte, så de ufaglærte i højere grad motiveres til at tage en uddannelse. Dertil kommer en model, som organisationerne mener forbedrer mulighederne for, at de ufaglærte kan uddanne sig.
Et andet element i den nye overenskomst er muligheden for at ansætte unge under 18 år med fagfleksibilitet, så de kan udføre alle de arbejdsopgaver, som den nye lov for ungarbejdere har givet mulighed for.
For denne gruppe er der yderligere aftalt en mere fleksibel arbejdstid, hvor der alene garanteres 20 timer over fire uger. Dermed kan ungarbejderne arbejde ved siden af skolen.
“For os har det været vigtigt at få moderniseret overenskomsten, så den blev mere fleksibel, og det er vi lykkedes med. Samtidig har vi fået en ny og markant forbedret opkvalificeringsaftale, som gerne skulle have som effekt, at langt flere vil opkvalificere sig til faglærte tjenere,” siger Mads Friis, formand for HORESTA.
Relaterede artikler:
Gælder i tre år: Ny overenskomstaftale er landet

STANDBY.DK Nyt om rejser


