Deltagere i CopenPay. (Foto: Daniel Rasmussen | Visit Copenhagen | PR)

Dansk succesinitiativ udvides: Skal køre året rundt

De seneste to somre har turister i København kunnet veksle bæredygtig adfærd til forskellige belønninger. Når CopenPay om kort tid vender tilbage, bliver det dog helt uden en slutdato.

Medier verden over rettede pludseligt blikket mod København, da Wonderful Copenhagen lancerede CopenPay i sommeren 2024.

Konceptet er enkelt. Det går ud på, at turister bliver belønnet med eksempelvis oplevelser, gratis entrebilletter eller lidt at spise, når de eksempelvis cykler, samler affald eller på anden måde udviser bæredygtig adfærd under deres ophold i København.

Succesen i første år betød, at CopenPay blev udvidet, da det vendte tilbage. Nudging-initiativet gik fra 26 til knap 100 deltagende aktører, ligesom det i 2025 endte med at løbe over ni uger i stedet for de fire, som tilfældet var det første år.

Nu har Wonderful Copenhagen bekræftet, at CopenPay vender tilbage for tredje gang. Det sker den 22. juni, men denne gang er der en væsentlig forskel i forhold til tidligere år. Der er nemlig ikke fastsat en slutdato. I stedet er det meningen, at initiativet fremover skal gælde året rundt.

Vil variere
I den udgave af CopenPay, der tages hul på senere i år, har 90 aktører indtil videre meldt sig på banen. Nogle af de nye handlinger og belønninger, der er kommet til i år, er muligheden for et gratis kursus i at upcycle gammelt tøj til nyt eller at komme på vindmøllesafari på Øresund.

Wonderful Copenhagen oplyser, at udbuddet af handlinger og belønninger fremover til en vis grad vil variere, fordi CopenPay nu kører hele året.

At man ikke længere udelukkende forsøger at få turisterne til at træffe mere bæredygtige valg i sommersæsonen, kan også bidrage til at indfri et andet mål, fortæller Rikke Holm Petersen, der er direktør for marketing, kommunikation og adfærd i Wonderful Copenhagen.

”Samtidig med at vi arbejder med at inspirere turisterne til at ændre adfærd, arbejder vi også på at skabe helårsturisme i hovedstaden, så det giver rigtig god mening, at vi nu breder CopenPay ud til hele året,” siger Rikke Holm Petersen.

Skal ikke kun gælde under ferien
I en undersøgelse fra analysebureauet Maple svarer syv ud af 10 deltagere i CopenPay, at de har ændret vaner, efter de er kommet hjem.

”Vores hovedstad er en populær destination for internationale besøgende, som skaber beskæftigelse og lægger milliarder i vores samfundsøkonomi og er med til at holde gang i vores butikker og kulturliv, men vi vil endnu mere med turismen,” siger Rikke Holm Petersen.

”Vi arbejder også med at bruge turismen til at skabe positive forandringer i et endnu bredere perspektiv ved at inspirere vores gæster til at ændre bevidsthed og adfærd både under deres besøg, men også efterfølgende.”

 

Relaterede artikler:

Nu rulles Berlins bud på CopenPay ud

CopenPay trækker New York, Aruba og 14 andre til

Wonderful Copenhagen har skudt CopenPay i gang