Camping i Georgien. Foto: Georgian National Tourism Administration.

Sydøsteuropæisk land vil tiltrække campingturister

Georgien mellem Rusland og Tyrkiet anbefaler sig også til campingferie. Landet med både grøn og rød farve i Udenrigsministeriets rejsevejledning, får denne måned direkte flyrute fra København.

Georgien mellem Rusland og Tyrkiet anbefaler sig også til campingferie. Landet, som både har grøn og rød farve i Udenrigsministeriets rejsevejledning, får denne måned en direkte flyrute fra København.

Fra 27. juni til 24. oktober får Norwegian en direkte sæsonrute to gange om ugen fra København til Tbilisi, hovedstaden i Georgien.

Den rute kan campingturister for eksempel benytte sig af, lyder det i en pressemeddelelse fra Georgian National Tourism Administration.

Georgien er et selvstændigt land i Kaukasus-regionen med grænser til Rusland, Tyrkiet, Armenien, Aserbajdsjan og Sortehavet. I hovedstaden Tbilisi bor over hver tredje af landets 3,7 millioner indbyggere.

Camping er en populær fritidsaktivitet i Georgien, både blandt lokale og turister. Med et landskab, der strækker sig fra Kaukasus-bjergene til skovklædte dale og afsidesliggende søer, findes der et bredt udvalg af campingmuligheder i mange forskellige omgivelser, oplyses det.

Ryd op
Camping er generelt tilladt i Georgien, også uden for officielle campingpladser. Ligesom med retten til offentlig adgang gælder der regler og forpligtelser. Respekt for privat ejendom, lokalbefolkningen og naturen er et krav.

Der gælder særlige regler i nationalparker og beskyttede områder. Her er camping normalt kun tilladt på udpegede pladser, og i nogle områder kræves der tilladelse eller forudgående reservation, står der i pressemeddelelsen.

Også i Georgien hersker princippet om ”efterlad ingen spor”. Naturen skal efterlades i samme stand, som da man ankom, og alt affald skal tages med. Affald i naturen kan medføre en bøde.

Pressemeddelelsen om camping i Georgien fremhæver blandt andet Borjomi-Kharagauli Nationalpark, Mtirala Nationalpark og Tusheti Nationalpark.

Tæt på hovedstaden Tbilisi ligger Birtvisi-kløften, der er kendt for sine klippeformationer, vandrestier og klatremuligheder. Eventyrlystne kan også besøge Aragvi Adventure Centre, X-Park og Rafting Adventure Park. De tilbyder rafting, ziplining, cykling og andre aktiviteter i tilknytning til campingpladser.

To farver i rejsevejledningen – og krav om sygeforsikring
Georgien har i øvrigt to farver i Udenrigsministeriets rejsevejledning: primært grøn, men rød (”Vi fraråder alle rejser”) for områderne Abkhasien og Sydossetien.

Georgien var indtil 1991 en del af den daværende Sovjetunionen. Forholdet til Rusland er anstrengt, blandt andet fordi georgierne frygter, at de også kan blive angrebet af russerne, som det er sket for Ukraine på den anden side af Sortehavet, skriver Udenrigsministeriet.

Alle udenlandske turister, der rejser ind i Georgien, skal desuden have en gyldig syge- og ulykkesforsikring fra indrejse- til udrejsedatoen.

Det blev fra årsskiftet et krav fra landets myndigheder, at man kan fremvise syge- og ulykkesforsikringen i enten fysisk eller elektronisk form, og den skal være tilgængelig på georgisk eller engelsk.

Gouda Rejseforsikring oplyser, at dækningen skal være på mindst 30.000 georgiske lari, landets valuta, svarende til over 70.000 danske kroner.

 

Relaterede artikler:

Dansk grupperejsebureau får golfrejser til Georgien og Marokko

Uroligheder i verden: Flere danskere på campingferie

Dansk rejsekoncern udvider med camping