Bodrum. (Foto: TUI | PR)

Vil sende rejsende fra København til Tyrkiets riviera

Hvis det står til TUI, skal endnu flere danskere besøge Bodrum. Derfor lancerer rejsekoncernen og AJet nu en ny rute fra Københavns Lufthavn til destinationen i det sydvestlige Tyrkiet.

Det er ikke helt uvant at høre nogen tale modersmålet, når man færdes på gader og stræder i Alanya, Antalya, Marmaris og en bunke andre tyrkiske byer og områder. Tyrkiet er nemlig et populært rejseland blandt danskerne, der sidste år tegnede sig for 336.097 ankomster i det store land.

Det samme gælder i øvrigt hos de skandinaviske broderfolk. Ifølge de officielle tal fra det tyrkiske ministerium for kultur og turisme blev der registreret henholdsvis 406.422 svenske og 211.552 norske ankomster til Tyrkiet i løbet af 2025.

I denne uge får de danske turister endnu en mulighed for at rejse på charterferie i Tyrkiet, da TUI netop har offentliggjort, at rejsekoncernen nu lancerer en ny rute mellem den danske hovedstadslufthavn og Bodrum i samarbejde med et tyrkisk flyselskab.

Sammenlignes med Saint-Tropez
Bodrum er et populært turistmål, der blandt andet er kendt for sin lystbådehavn. Byen ligger ud til Middelhavet på en halvø i det sydvestlige Tyrkiet, og i fugleflugtslinje er den kun placeret godt 20 kilometer fra den græske ø Kos, som mange danske turister også kender.

TUI omtaler området som Tyrkiets riviera og forklarer i en pressemeddelelse, at Bodrum af nogen beskrives som landets pendant til Saint-Tropez i Sydfrankrig eller øen Mykonos, der ligger i Det Ægæiske Hav.

Flyvningerne på TUI’s nye direkte rute til den tyrksiske havneby starter onsdag den 1. juli fra Københavns Lufthavn. Det oplyses, at pakkerejserne med den nye rute sælges med en længde på enten en, to eller tre uger.

Øjner vækstmuligheder
Det er AJet, der er et datterselskab af Turkish Airlines, der vil stå for transporten af de danske chartergæster. Lavprisflyselskabet var tidligere kendt som AnadoluJet og råder over en flåde bestående af 127 fly fra både Boeing og Airbus.

Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI Danmark, udtaler i forbindelse med nyheden, at han er tilfreds med tiltaget, da selskabet oplever efterspørgsel efter destinationen.

”Vi er glade for samarbejdet med AJet, der ligesom vi ser et stort vækstpotentiale i Bodrum. Den nye direkte rute fra København gør det langt nemmere for danskerne at opleve en af Middelhavets mest spændende destinationer, og vi mærker allerede en stigende interesse for området.”

 

Relaterede artikler:

I 2025: Tyrkiet havde igen flest turister fra Rusland

Charterbureauer øger fra Danmark med mere rutefly

TUI Group øger tyrkisk kapacitet med 20 procent i 2024