Endnu er bødestørrelsen ikke helt på plads, men den kan koste British Airways næsten 4 milliarder kr. I første omgang skal BA betale over 1,3 milliarder kr. i bøde i England – BA forventer mindst at et tilsvarende beløb til de amerikanske konkurrencemyndigheder.
Bøden var blevet meget højere, hvis ikke BA med det samme havde hjulpet konkurrencemyndighederne i udredningen af sagen.
Mindst seks gange mellem 2004 og sidste år diskuterede eller informerede højtstående chefer i British Airways og Virgin Atlantic hinanden om prisforhøjelser på selskabernes ruter mellem England og USA – i stedet for individuelt at fastsætte deres brandstoftillæg.
Da ledelsen hos Virgin Atlantic opdagede aftalen mellem deres selskab og BA om ens – og stærkt forhøjede – brændstoftillæg over Atlanten, “sladrede” de til de engelske konkurrencemyndigheder, Office of Fair Trading (OFT). Fordi Virgin anmeldte sagen, fik selskabet immunitet i sagen.
Ifølge OFT’s chef, Simon Williams, er dette den største bøde, OFT har uddelt. OFT håber den kan afskrække andre selskaber og branchen fra lignende numre.
Skandalen kostede i efteråret to højtstående BA-chefer, bl.a. den kommercielle direktør, deres job. Deres roller undersøges af myndighederne, skriver Reuters.
Prisfuskeriet mellem BA og VA stod på fra 2004 til sidste år. I den periode steg brændstoftillægget på de to selskabers langruter fra 5 til 60 pund pr. passager.
Tagget med: British Airways

STANDBY.DK Nyt om rejser

