Passagererne hos SAS kan i dag, mens de flyver, læse diverse dagblade og se store annoncer indrykket af kabineforeningen i SAS, CAU, med en smilende stewardesse og overskriften: “Tudefjæs? Nej, Din stewardesse smiler stadig…
Herefter følger en række jammer for tudefjæs så som: Det lykkes hende at fortrænge alt om dårlige arbejdsforhold med: 1.stress, 2. underbemanding, 3. 12 timers arbejdsdag uden pause, 4. 42 timers arbejdsuge, 5. én friweekend om måneden, 6. ingen indflydelse på ferielægning, 7. ingen tillæg for arbejde jul, påske, pinse, 8. ingen mulighed for deltid.
Og videre: Ledelsens ageren fører til konflikter, aflysninger og forsinkelser. Det er hun lige så ked af som dig, men det er ikke hendes ansvar.
Flyselskabet må ansætte flere hænder til at udføre arbejdet.
Sådan en annonce har CAU naturligvis lov til at indrykke i et frit land. Der er bare det at sige til det, at det er passagererne, som i forvejen betaler en høj billetpris, så inderlig ligegyldig. Det eneste de ved, er, at billetten bliver endnu dyrere, hvis der skal flere hænder i gang.
Og så er der altså det, at de fleste passagerer med megen rejseerfaring er ret så sikre på, at stewardessen hos SAS har betydeligt bedre forhold, løn og arbejdsbetingelser, end hos konkurrenterne.
Det har vi også ledelsens ord for. Og så er der altså lidt tudefjæs over det, fordi personalet naturligvis arbejder under de regler, som de selv har været med til at vedtage. Nu skal de så blot forbedres, og det har forhandlingerne ikke kunnet medføre.
Derefter må man jo følge arbejdsmarkedets love, eller søge andre græsgange. Den offentlige jammer har vi i hvert fald ikke brug for.
Og den gensidige sympati mellem os og mange af de ansatte, som vi kender privat, skal i hvert fald ikke sættes over styr.
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

