Med sit indhop på København-Stockholm med to afgange på hverdage vil Sterling deltage i konkurrencen på en af de vigtigste ruter i Skandinavien. I forvejen flyver Sterling mellem København og Oslo.
Sterling har plads til 148 passagerer på hvert fly, det svarer til ca. 78.000 sæder på årsplan med to afgange på hverdage. Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, vil være tilfreds, hvis ca. 75 % af sæderne sælges, svarende til omkring 59.000 billetter.
Sterling forventer, at beslutningen om at gå ind på en af SAS’ kerneruter vil gøre det billigere mellem Stockholm og København.
“Vi går ind med flere billigbilletter end der er i dag, og det vil formentlig betyde, at SAS vil sænke sine priser. Det plejer de jo at gøre,” siger Stefan Vilner til Børsens Nyhedstjeneste. Han sætter dog endnu ingen priser på de første billetter.
Sterling har i forvejen en partneraftale med Flynordic, som har to daglige afgange på hverdage på ruten.
Sterling-ruten, som er i codeshare med FlyNordic, åbner den 26. marts, salget af billetter starter 12. december.
“Vi har også netop åbnet fire nye ruter ud af Gøteborg, og vil øge endnu mere på Stockholm for at vise, at vi i høj grad er en skandinavisk operatør,” siger Stefan Vilner.
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

