Kommentaren/Spidsen

I SAS regner både ledelse og personale med en aftale om de fremtidige arbejdsvilkår for piloterne allerede i slutningen af den kommende uge.



Efter presseforlydender er parterne tæt på hinanden, og dermed ser det ud til, at SAS for en stund i hvert fald kan regne med loyal indsats af de toplønnede ansatte og derved kunne leve op til kundernes rimelige forventninger.



SAS er stadig en storspiller i flybranchen og dermed også på mange fronter trendsættende. Når SAS rammes af influenza bliver mange af de mindre aktører forkølede. Det betyder imagemæssigt ganske utroligt meget for omverdens opfattelse af rejsemulighederne, om der er uro i det gamle stolte skandinaviske luftfartsselskab.



Men personalet i SAS kan sagtens tage kampskridt, men vil aldrig møde forståelse hos kunderne, hvis store flertal har indtægtsforhold, der er meget ringere end piloternes. Arbejdsnedlæggelserne i januar var derfor et alvorligt fejlgreb målt i mulighederne for at stå distancen i en tid med global konkurrence, hvor kunderne er optaget af pris og stabilitet – og mindre end de flyver med det ene eller andet selskab.



Nu ser det ud til, at en aftale kan komme i hus. Gæster hos SAS kan være sikre på, at de får den vare, som de betaler for. Flyene letter fra jorden og til tiden – og det er i hvert fald ikke konflikter mellem ledelse og personale, der hindrer det.



Da avisbranchen var allermest trængt indgik mange bladhuse fredsaftale med deres journalister og tekniske personale. Kunderne skulle være sikre på, at avisen kom ud.



Måske var det en vej for SAS og ikke mindst SAS-personalet at love hinanden – og offentligheden – at det er slut med konflikter, der tager kunderne som gidsler og i øvrigt leger med ilden omkring hele selskabets fremtid. Det ville sende et signal, som ville kunne styrke troværdigheden om rejsebranchen.








Skrevet af