
Turisme er en god investering for kommunerne. Nye tal viser, at turisterne lægger 3,4 mia. kr. i Nordsjælland. Samtidig er turismeandelen for Nordsjælland 3,2 procent. Det er dobbelt så højt som på landsplan og væsentligt højere end i resten af regionen.
Turismeandelen er den del af den samlede økonomiske aktivitet, der udgør turismeforbruget.
Turisme spiller også væsentlig rolle for beskæftigelsen i Nordsjælland med 5.000 fuldtidsjobs om året. Det svarer til 6,5 procent af beskæftigelsen. På landsplan har 3,5 procent af de beskæftigede jobs inden for turisme, hvor det i resten af regionen er 4,4 procent.
To ud af tre af regionens sommerhusturister overnatter i Nordsjælland. Sidste år blev det til 245.000 overnatninger i 16.636 sommerhuse.
Derudover skaber turismen ikke bare et direkte afkast i form af beskæftigelse, overnatninger og forbrug, men giver også Nordsjællands kommuner en indtægt, der sidste år var på 235 mio. kr.
Tallene er fra VisitDenmark, der netop har offentliggjort turismetal for hele landet og specifikke tal for Nordsjælland.
”Det kan betale sig at tænke i turisme. Og særligt i Nordsjælland, hvor vi er så afhængige af turisme. Vi har længe vidst, at her var et uudnyttet potentiale i forhold til at kunne optimere samarbejdet med at tiltrække turisterne, hvis bare vi havde ressourcerne. De nye tal bekræfter, at kommunerne har set rigtigt med de nye investeringer i det fælles turismearbejde,” siger Dorte Kiilerich (foto), direktør for VisitNordsjælland.

STANDBY.DK Nyt om rejser

