Piloterne skal ikke tage os som gidsler

Hverken medier eller pilotforeninger står sig ved at råbe ud til folket, at hvis den og den arbejdstid ender som et diktat, så bliver det farligt at flyve. Dertil er det en alt for alvorlig sag.

 

Når man forleden i Politiken kunne læse, at formanden for danske piloter, Lars Bjørking, advarer mod nye arbejdstidsregler fra EU’s luftfartssikkerhedsagentur (bare navnet bør virke skræmmende) er det en sag, han ved mere om end undertegnede. Jeg har heller ikke den store tiltro til, at EU ved noget om de reelle arbejdstider i flyselskaberne, så vidt forskellige, som de nu engang er.

 

Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at advare pilotformanden og senere en såkaldt ekspert i TV News, mod at tage os passagerer som gidsler. For sådan er resultatet jo.

 

Hør bare starten i Politikens artikel: Næste gang du skal ud at flyve, skal du tænke dig godt om, advarer formanden for danske piloter.

 

”Så bliver det farligere at flyve, fordi risikoen for ulykker vil stige,” siger Lars Bjørking.

 

Hvad skal vi som læsere, seere og passagerer bruge en sådan oplysning til? Der er vel ikke nogen pilot, som kunne finde på at gå i luften med et fly, hvis han ved det er farligt? Har vi ikke igen og igen hørt, at en pilot har sit liv lige så kært som en passager?

 

Nu ved jeg udmærket godt, at der straks vil blive remset den ene episode efter den anden op om piloter rundt om i verden, som er faldet i søvn og har fløjet for langt, eller været tæt på en katastrofe. Men behøver det monstro at være fordi, den pågældende har været på arbejdet for længe, eller måske snarere har sovet for lidt i fritiden, inden arbejdet begyndte.

 

Jeg har gennem årene set så mange havarirapporter, at jeg ved, at hovedparten af ulykkerne skyldes menneskelige fejl. Men jeg ved også, at hvis en pilot føler sig dårlig og træt og ikke mener, at han eller hun er i stand til at gennemføre en flyvning, har de pligt til at melde fra inden starten.

 

Der er utroligt mange nuancer i en flyplan for piloter alt efter typen af fly, antal starter og landinger, distancen, antallet af piloter i cockpittet og meget, meget andet. Herudover er produktiviteten inden for det ansvarlige også særdeles varieret efter flyselskab. Nogle piloter flyver meget mere end andre, uden at det af den grund går ud over sikkerheden.

 

Hvor går egentlig grænsen i en fagforeningsdebat om arbejdstid og sikkerhed for piloter? Hvis piloterne mener, at det er farligt, hvis de skal flyve mere end to timer og siger det til en velvillig presse. Har vi så noget valg, andet end at blive på jorden?

 

Så bliver det forresten så dyrt at flyve, at vi alligevel bliver hjemme. Da er der ikke brug for hverken fly eller piloter.

 

Sikkerhed kan ikke gradbøjes. Diskuter og forhandel overenskomster og arbejdstid uden at indblande kundernes liv og levned.

 

I øvrigt mener jeg, at jo mindre EU blander sig i luftfart desto bedre.

Skrevet af Ejvind Olesen