Pengeinstitutankenævnet har givet Nykredit Bank ret i sag om krakket flyselskab, men parterne har lidt svært ved præcist at forklare, hvad det hele går ud på.
Som nævnt her på siden i går har en kunde tabt sagen mod Nykredit Bank i en ankenævnsafgørelse om erstatning for mistet flybillet ved Sterlings krak. Betalingen skete med et Dankort/Visakort.
Et par bemærkninger til artiklen i går fastslår, at et sådant kort ikke er et kreditkort, men debetkort, hvor kontoen debiteres for beløbet umiddelbart efter købet. Altså i virkeligheden er det samme som et Dankort.
Nu er det sådan set ikke det, der er problemet. I forbindelse med køb af flybillet på en hjemmeside i Danmark er et Dankort/Visakort reelt et Dankort, og derfor kan det ikke komme på tale at godtgøre flybilletkøb. Det var også hvad klageren erfarede.
Når det derimod drejer sig om en flybillet købt i udlandet, kan et Dankort/Visakort i reglen godt, teknisk set, blive et kreditkort, som dækker flybillet på samme måde som Master Card og Diners Club.
”Man skal dog være opmærksom på, at der på hjemmesiderne kan være taget forbehold, men oveordnet gælder det, at nævnte kort er Dankort i Danmark og kreditkort i udlandet,” siger direktør Lars Thykier, Danmarks Rejsebureau Forening.
Dankort/Visakort kan sagtens bruges som depositum i udlandet, hvis man vil reservere hotel, krydstogt og billeje. Kortet kan også bruges i de fleste forretninger og restauranter i udlandet.
Man skal blot ikke tro, der går flere uger, før beløbet er hævet på kontoen. I modsætning til de mere gængse kreditkort, som er en kredit i ordets bedste betydning.

STANDBY.DK Nyt om rejser

