LUFTFART: Samlingen af Boeings nye 787-10 Dreamliner er gået i gang.
Den tredje og største version af Boeings Dreamliner – 787-10 – kommer på markedet i 2018. Samlingen af skroget til det første eksemplar af flyet er netop gået i gang hos Boeings underleverandør Kawasaki Heavy Industries.
B787-10 versionen er godt fem meter længere end B787-9 og har 330 sæder i en to-klasse konfiguration – 40 sæder mere end B787-9. Til gengæld er rækkevidden omkring 2.000 km kortere. Ud over forskellen i længde er de to fly næsten ens – 95 procent af de to flytypers design og opbygning er identisk.
Den endelige færdiggørelse af B787-10 vil foregå på Boeings fabrik i South Carolina. Indtil videre har ni flyselskaber bestilt tilsammen 153 eksemplarer af det nye fly. Blandt storkunderne er Etihad og Singapore Airlines, som hver har bestilt 30 stk.

STANDBY.DK Nyt om rejser

