Flyselskab jagter penge fra dansk rejsebureau

I bagklogskabens berømte klare lys, havde ejer af Movement Travels i Hørsholm, Christian Ranum Zohnesen, nok gjort klogere i at betale regningen til Brussels Airlines på lidt over en halv mio. kr.



Den negative presseomtale efter bureauet lukkede sit driftsselskab med gælden til bl.a. Brussels Airlines og oprettede et nyt under samme navn, har formentlig givet negativ presseomtale for langt mere end en halv mio. kr.



Senest i fredags, hvor Frederiksborg Amts Avis tog Take Off’s historie op fra sidste måned. Den blev bl.a. citeret i Københavns Radio, på Jyllands-Postens hjemmeside og hos Stand By.



Den forøgede presseomtale får Brussels Airlines til at opretholde sit krav mod Movement. Til Take Off siger fungerende landechef i Danmark, Helle Pedersen:



”Vores hovedkontor i Bruxelles har åbnet kassen og vi fortsætter med den danske advokat. Om der er noget at komme efter i Movements konkursbo er nok tvivlsomt, men kurator bliver i det mindste presset til at undersøge, om aktiverne er overført efter loven.”



I september i år blev Movement i Københavns Byret dømt til at betale 68.214 euro, godt 500.000 kroner, til Brussels Airlines. Selskabet havde fløjet Movements kunder til norditalienske Bergamo, men fik aldrig pengene – Movement stak af fra gælden ved at oprette nyt selskab med samme navn og efterlod gælden i det gamle selskab.



”Det er dybt forkasteligt. At løbe fra regningen og parallelt opretter et nyt selskab i samme navn, er lidt for kreativt,” sagde direktør i Dansk Rejsebureau Forening, Lars Thykier, til avisen.



28. august i år skiftede Movement Travels navn til Rejseselskabet ApS, og 21. november gik det selskab konkurs. Imidlertid genopstod Movement Travels 28. august, da det midlertidige selskab Zahns ApS overtog navnet, skrev Frederiksborg Amts Avis.



Brussels Airlines er ved at blive overtaget af Lufthansa og komme i Star Alliancen, som også omfatter bl.a. SAS.



Take Off omtalte igen sagen med Movement i fredags, artiklen kan ses ved i søgefunktionen på vor hjemmeside at skrive fx: Movement Travels.



HB

Skrevet af