Flere fly overbookes

Flypassagerer kan fremover i højere grad blive offer for flyselskabernes overbooking. Der bliver nemlig udbudt færre sæder for at sikre en højere belægning på flyene, hvorfor antallet af overbookinger forventes at stige.



Ved høj belægning øges risikoen for afvist ombordstigning. Men risikoen er dog lille. Ifølge ny statistik fra USA’s transportministerium risikerer ca. 1,16 af hver 10.000 passagerer i år at blive afvist pga. overbooking – den højeste “bumping rate” i over 11 år.



I årets første seks måneder blev ca. 343.000 passagerer ud af 282 mio. afvist ved boarding i USA’s lufthavne.



SAS offentliggør ikke sine tal for overbooking, men kilder vurderer overfor Travelbroker.dk, at antallet af afviste passagerer er lidt højere hos SAS.



EU-forordning 261/2004, der trådte i kraft i 2005, beskriver passagerernes rettigheder ved overbooking.



Flyrejsende kan få pengene tilbage eller en ny rejse. Herudover har de krav på at få betalt eventuelt hotelophold, måltider, to telefonopkald samt transport mellem lufthavn og hotel, hvis overnatning er nødvendig.



Og den afviste rejsende får kontant kompensation afhængig af rejsens længde. For eksempel vil en rejse fra Danmark til Paris udløse 250 euro, Mallorca 400 og New York 600 euro i kompensation.



Kompensation skal udbetales kontant, bankoverførsel eller check i lokal valuta. Nogle flyselskaber forsøger med værdikupon, men den er den rejsende ikke forpligtet til at tage, da det ikke er en kontant betaling.



Erfarne rejsende kan ofte forhandle sig til bedre vilkår, hvis man frivilligt vil give afkald på sin plads i flyet. Det er ofte muligt at forhandle sig til bedre betingelser, f.eks. højere kompensation, fribilletter samt opgradering til højere klasse på førstkommende afgang.

Skrevet af