Scandic fjerner hotelbibler

Scandic fjerner hotelbiblen fra sine 19 danske hoteller og erstatter den med et ”bibliotek” med skrifter fra alverdens religioner. Biblioteket skal rumme både en hotelkoran og en hoteltanakh, det sidste er jødernes ”bibel,” skriver Nyhedsavisen.



”Vi hylder mangfoldigheden af vores gæster, der kommer fra alle lande og religioner. De skal kunne låne religiøse skrifter for deres religion og på deres sprog, når de overnatter hos os,” siger adm. direktør Hans Frank fra Scandic Hotels i Danmark.



De religiøse hotelbiblioteker skal stå færdige senere på året. Og de danske muslimer jubler over de multireligiøse hoteller. ”Jeg bliver helt glad i maven. Kæden viser respekt for muslimske gæster, når de også tilbyder en koran. De kunder vil komme igen,” siger Kasem Said Ahmad, talsmand for Islamisk Trossamfund.



Til gengæld er den kristne sammenslutning Gideonitterne skuffede. Siden 1969 har de lagt bibler på tre sprog ved alle senge, så snart et nyt hotel åbnede i Danmark.

Bevægelsen uddeler 50.000 bibler årligt i skoler, fængsler og på hospitaler.

Skrevet af