Syge turister kan koste staten dyrt

Syge danske turister risikerer fra årsskiftet at komme til at ligge længere på hospitaler rundt om i Europa, end de har gjort hidtil. Det er en følge af, at rejseforsikringen på det gule sikringskort forringes.
Advarslen kommer fra Europæiske Rejseforsikring, der mener, at nedskæringen på det gule sygesikringskorts rejsedækning kan komme til at betyde en klækkelig merudgift til staten.

”Hvis en dansk turist på charterrejse i f.eks. Spanien indlægges med kompliceret tarmslyng, kan han i princippet blive fragtet hjem med ambulancefly meget hurtigt og meget dyrt. Men man kan også vente nogle dage og få ham hjem meget billigere på to sæder i et rutefly. Og da det i fremtiden er private forsikringsselskaber, der skal betale for hjemtransporten, vil stærke økonomiske kræfter tale for, at det bliver den sidste løsning, som man vælger. Derfor kommer det offentlige til at hænge på flere dages hospitalsindlæggelser end hidtil,” siger Jakob Bender, underdirektør i Europæiske Rejseforsikring.

Jakob Bender er overbevist om, at vi i det nye år kommer til at se masser af den slags tilfælde som et resultat af en uheldig sammenblanding af den offentlige sygesikringsordning og en privat rejseforsikring.
Samtidig vil vi med garanti se en række tilfælde med syge danskere, der strander på hospitaler eller hotelsenge i lande uden for EU.


(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 4. december, 2007)

Skrevet af