SAS-direktør angriber Københavns Lufthavns nye ejere

SAS er lufthavnens største kunde, og i en bemærkelsesværdig kronik luftede koncernchef Jørgen Lindegaard i går i Berlingske sin frustration over lufthavnens særdeles solide overskud år efter år.



”Lufthavnsafgifterne stiger – men siden 1998 er priserne på flybilletter i Europa faldet cirka 20 %. Lufthavnens overskud vokser, overskudsgraden på 39 % er i verdensklasse og den højeste blandt de 20 største lufthavne i Europa. Men overskuddene går ikke til udvikling af lufthavnen, men til udbytte, aktietilbagekøb og udenlandske investeringer,” skrev Jørgen Lindegaard.

Københavns Lufthavns overskud før skat har de seneste 10 år været næsten seks milliarder kroner.



Og SAS’ koncernchef er langt fra tilfreds med måden, lufthavnen forvalter sit monopol på: ”Jeg er imponeret over det, de har fået ud af alle de mange penge, de har kradset ind hos os. Springvand og superlækre kontorer med de dyreste møbler. Det er resultatet af en meget høj pris for at benytte lufthavnen.”



Det var ikke muligt for Berlingske at få en kommentar fra lufthavnens adm. direktør, Niels Boserup, eller de nye ejere, australske Macquarie Airports.

Skrevet af