Med start den 23. november vil Det franske flyselskab indsætte sin første A380 på ruten fra Paris Charles de Gaulle til New York JFK lufthavn. Det er planen at gennemføre daglige flyvninger mellem de to lufthavne med flyet, der kan rumme 538 passagerer.
Inden foråret 2010 modtager Air France sine første tre af de bestilte 12 Airbus A380 og næste rute, der vil nyde godt af kæmpeflyet bliver Paris-Johannesburg, som starter i løbet af vinteren 2009-2010.
Ifølge flyselskabets bestyrelsesformand Jean-Cyril Spinetta vil hver af selskabets A380 gøre det muligt for Air France at spare mellem 12 og 15 millioner Euro om året på grund af stærkt reduceret brændstofforbrug pr. flysæde.