Kommentaren/Spidsen

Det var for længst afdøde kirkeminister Bodil Koch, der engang sagde, at ”erfaring er billetten til et tog, der er kørt.” Denne regel gælder ikke i Udenrigsministeriet i disse dage. Med et hidtil uset engagement har ministeriet sat alle sejl til i bestræbelserne på at evakuere ferierende danskere i det bomberamte Libanon og – ser det ud til – i uangribeligt samspil med SAS og rejsearrangørerne. Når man tænker tilbage på flodbølgen i Thailand og evakueringer i forbindelse med bombeterroren i Egypten er der tale om fremskridt, der kan måles med lysår.



Med den indstilling og effektivitet Udenrigsministeriet har lagt for dagen i disse dage, kan danske turister en anelse tryggere rejse til dele af verden, hvor voldsproppen pludselig går af flasken.



Samtidig er det dejligt at kunne læse om, at den danske turistbranche ikke har noget at klage på. Tværtimod meldes om stort run på sommerboliger, indtjening i feriebutikkerne, udsolgte afgange til Bornholm og efterspørgsel på feriehuse, der ikke kan efterkommes.



Dejligt i forhold til de klagesange, mange fra turistbranchen leverede tidligere på sæsonen.



Og endelig er Dorthe Killerich, der er direktør i VisitDenmark, klar med visionen om, at der i Jylland er plads til langt flere investeringer til gavn for turisterhvervet.



Det har mange hævdet i mange år, og hvis hun i denne sammenhæng tegner regeringens holdninger, er der også håb om, at de gode tider kan blive bedre. Men det afgørende i denne sammenhæng er, at politikerne på Christiansborg forstår, at turisme er et væksterhverv, der skal understøttes – både med investeringer og goodwill.



Begge dele har hidtil knebet.


Skrevet af