Danmark får ny lavpris hotelkæde (OPDATERET)

Til august åbner det første hotel i en ny dansk lavpriskæde. ZLeep Hotel Airport Copenhagen får 100 værelser på et ombygget plejehjem på Englandsvej 333 tæt på motorvejen til Københavns Lufthavn.



Bag projektet står bl.a. Peter Haaber, der efter syv år på posten netop har opsagt sin stilling som adm. direktør for Tribe Hotel Management, der driver First-hotellerne i Danmark samt Københavns nye 5-stjernede Hotel Skt. Petri, som åbner i næste måned.




Han står nu i spidsen for Nordic Hotel Management, der skal drive hotellet i Kastrup. ”Værelserne bliver på 12-20 m2 og hotellet får alle funktioner som et normalt hotel, men med en servicegrad som et 2-stjernet niveau. Vi får morgenmadsrestaurant, og ved siden af hotellet ligger Tårnby Bowling Center med bl.a. en restaurant og konferencelokaler. Vores introduktionspriser bliver 499 DKK pr. værelse.”



”Vores kunder skal bl.a. komme i forbindelse med lufthavnen, men samtidig er vi tæt på Bella Center og Ørestaden, der de næste ti år bliver Danmarks største arbejdsplads,” siger Peter Haaber til Take Off. Det nye hotel vil give en 4-5 fuldtidsstillinger.



PLANER OM FLERE HOTELLER




Nordic Hotel Managements koncept er bl.a. inspireret af den danske lavpris hotelkæde Cab Inn. ”Alle i hotelbranchen synes at have det hårdt – undtagen lavprissegmentet, derfor har jeg gennem mange år gerne ville ind på lavprismarkedet,” siger Peter Haaber og tilføjer: “Hotellet i Kastrup bliver det første – selve hotellet udvides måske næste år med 40 værelser, og hvis vi laver en tilbygning, kan vi komme op på endnu 50 ekstra.”



Peter Haaber gætter på, at Nordic Hotel Management kan åbne endnu 3-5 tilsvarende lavprishotellet i Københavns-området samt et tilsvarende tal i resten af Danmark inden årtiet er omme.



Det nye hotel vil også give provision og komme på CRS-systemerne.

Skrevet af