Fredagsklummen: Privat lavpristerminal på usikker grund

Af Ejvind Olesen



ÆV. Lufthavnsdirektør Brian Petersen er sur. Han var ellers så flink for nogle timer siden. Det er sådan man kan opfatte mødet i går mellem Københavns Lufthavn og initiativgruppen bag Terminal A i privat regi, som en decideret lavpristerminal på et helt andet areal i det store lufthavnsområde.



Bestyrelsesformand Torben Thyregod og Mogens Kornbo kommer begge fra betydende stillinger i lufthavnen og ved, hvad det drejer sig om. Måske kunne man ønske at de ville bruge deres dygtighed, kræfter og risikovillige investorer på noget andet og mere meningsfuldt. Hvad med at bringe luftkastellerne om en multihal i området ned på et realistisk grundlag?



De er ombølget af sympati fra såvel charterselskaber som lavprisselskaber, og såmænd også af SAS, som dog nok ikke lige har gennemtænkt, hvordan man skal bruge en sådan udvikling. Bortset fra at få mere plads til sig selv i de bestående anlæg. Godt nok er SAS efter eget udsagn det største lavprisselskab i Skandinavien, men lavpriserne findes i de fleste tilfælde også på højprisflyene. Og man kan vel ikke forestille sig, at der skal holde et halvt fly ved lavpristerminalen, og et andet halvt i den nuværende lufthavn.



Det kan da godt være, at Brian Petersen har mødt modstand for ideen fra sine australske majoritetsejere, men han er nu kendt for godt selv at kunne finde vej. Han er formentlig slet ikke sur. Blot realistisk.



Hvis man på en grund og i et hus har indrettet sin egen bagerforretning, afgiver man ikke frivilligt et stykke af haven til en anden bagerforretning, sådan er konkurrenceloven trods alt heller ikke.



Og uanset hvor mange villige politikere, man kan stampe op af jorden med Dansk Folkepartis repræsentant i spidsen, så nytter det altså ikke noget, når man ikke har aktiemajoriteten. Og det har den danske stat ikke. Selv ikke almægtige EU har mulighed for at gribe ind med hensyn til konkurrence eller monopol.



Måske kunne det lade sig gøre at få Københavns Lufthavne til at afgive Roskilde Lufthavn til formålet. Udover en forventelig kamp med naboer og miljøfolk, ville Thyregod og Co. sikkert betakke sig for den løsning.



Hvad mener du? Skal Københavns Lufthavne tvinges til at afgive plads til en privat lavpristerminal? Svar i quick poll




Skrevet af