Hotel Skt. Petri byder rejsebranchen på fredagsbar

København fik i denne måned sit femte 5-stjernede hotel, nemlig Skt. Petri i den tidligere dallevalle-bygning. I dag, fredag, har hotellets flotte Bar Rouge et særtilbud til kollegerne i rejsebranchen – happy hour-priser fra kl. 16 til 19 på en halv liter fadøl. Den koster normalt 50 kr. – men nu bliver den halveret, prisen altså, til 25 kroner.




Der er tale om et engangstilbud fra Hotel Skt. Petri – det gælder altså kun i dag, fredag den 18. juli.



Skt. Petri, det eneste hotel mellem Rådhuspladsen og Kgs. Nytorv, er hovedstadens femte 5-stjernede hotel, de andre er d’Angleterre, Hilton, Marriott og Radisson SAS Royal.




Det bliver i øvrigt formentlig først oplyst i næste måned, hvilken 5-stjernet hoteloperatør, der er skrevet kontrakt med fra 1. september. Det vides kun, at det er en 5-stjernet udenlandsk kæde, som ikke er i Norden. Et bud kunne være enten tyske Kempinski-kæde eller Raffles.




Skt. Petri har 270 værelser og suiter – 55 af disse har egen terrasse. Skt. Petri har også plads til møder. Det største mødelokale kan rumme 252 gæster, hertil kommer seks mindre lokaler med plads til op til 26 personer samt andre syv, der kan huse 6 til 12 mødedeltagere.



Hotellet skal også bruges af københavnerne. Fx. “Bar Rouge” og restauranten, “Braseserie Bleu.” Med Bar Rouge har det københavnske latinerkvarter formentlig fået en af sine smarteste kvalitetsbarer. Til september åbner Café Noir ud mod Fiolstræde.

Skrevet af